Page 591 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Trettende Bog
Niels
Da Niels var kommen på Tronen, var det så langt fra, at han
forfaldt til Hovmod, at han tværtimod ikke opgav noget af
sin fordums Venlighed, men i alle Måder blev ved med med
at føre sig op, som han hidtil havde haft for Skik, thi han lod
ikke sit Sind forandre af den Medgang, han havde, og vilde
ikke have Ord for at lempe sit Væsen efter sin Lykke, men
hellere for at lempe sin Lykke efter sit Væsen. For ikke at
bebyrde Landet med en kostbar Hird og store Udgifter
nøjedes han til daglig med en Vagt af kun sex eller syv
Mand for blot at være sikker for Tyve og Røvere, og den
Pragt, han udfoldede som Konge, overskred ikke, hvad der
svarede til hans Hirds Størrelse. Han ægtede Margrete, der
var en Datter af Svenskekongen Inge og hans Dronning
Helene, og som først havde været gift med Kong Magnus af
Norge. Da Magnus, som ivrig angreb Svenskerne, en Gang
var trængt frem med Våbenmagt helt ned til Halland, blev
han så bestyrtet, da de uventet kom over ham, at han med
Skam måtte fly til sine Skibe, barbenet, som han var, og
denne forsmædelige Flugt skaffede ham Tilnavnet Barfod.
Men da Inge ikke kunde holde ud, at han stadig truede hans
Velfærd med sin Krigsstyrke, gav han ham for at skaffe sig
Fred sin Datter til Ægte og afværgede således den truende
Fare. Med Magnus havde Margrete ingen Børn, men Niels
fødte hun Afkom, som der dog ingen Lykke var ved. Den
ene af deres Sønner, Inge, blev, lige som han havde trådt
sine Børnesko, kastet af af en vild Hest og trådt ihjel under
dens Hove, så hans ædle Blod blev udgydt i Vejens Snavs og
Pløre, og han omkom på den sørgeligste Måde, thi hans Lig
-585-