Page 595 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og holdt det for bedre at vende sig til Gud end til Mennesker
med den Smule Håb, de havde tilbage. Dagen efter - det var
St. Laurentius' Dag - holdt de med Sorg i Sinde Ting og
vidste ikke bedre Råd til at forsone den Almægtige end at
aflægge Løfte om at faste, hvorfor de vedtog, at der til evige
Tider skulde holdes Faste over hele Danmark Dagen før St.
Laurentius' Dag, Allehelgensdag og Langfredag. Dette
Løfte, der blev afgivet som Følge af den almene Nød, har
Efterkommerne siden strængt overholdt, idet de har anset
det for utilbørligt for Bugens Skyld og af Grådighed at
ophæve den Faste, Forfædrene havde vedtaget. Ved Daggry
gav nu Danskernes Hær sig i små Afdelinger på Vejen til
deres Skibe, og undervejs mødte de Skåningerne, som lige
var komne med deres Flåde. Glade over deres Ankomst
fattede de atter Mod, og ret som om de nu også selv havde
fået friske Kræfter, opmuntrede de hinanden til at sørge for,
at de fjendtlige Ryttere ikke faldt dem i Ryggen. Derpå
rykkede de videre frem i sluttet Fylking, til de uventet kom
til et stort Morads, som de måtte over, da de ikke på nogen
Måde kunde komme udenom, men da de havde begivet sig
ud i det, varede det ikke længe, førend de blev hængende i
Mudderet og ingen Vegne kunde komme, og som Følge
heraf opstod der en sådan Forvirring og Forstyrrelse, at det
så' ud som en vild Flugt. Største Delen af dem blev
stikkende i det bløde Mudder og slået ned som Kvæg, da
Fjenderne kom over dem. Således blev denne Hindring dem
til Undergang, fordi de var alt for opsatte på at slippe over
og uforsigtigt og med blindt Hastværk styrtede sig ud i
Faren. Resten nåede omsider med Nød og næppe ned til
Strandbredden og slap bort. Herover blev Venderne så kry,
at de ikke blot roste sig selv for den Sejr, de havde vundet,
men også smædede Danskerne og så at sige hånede deres
Usselhed så meget skamløsere ved at brovte af deres egen
Tapperhed, men Henrik, som kjendte Danskerne godt,
sagde, at han havde en helt anden Mening om deres
-589-