fandtes liggende på Jorden sønderrevet og helt splittet ad.
Hans Hovmester, som vilde have ham vænnet til at ride,
havde nemlig ladet ham selv tage Tømmerne, og da Knøsen
ikke kunde styre Hesten, kastede den ham af og slæbte ham
hen ad Jorden hængende i Stigbøjlen. Den anden Søn
Magnus var vel godt nok udstyret af Naturen, men fik
alligevel kun en krank Lykke, thi han begik den afskyeligste
Misgjerning, idet han dræbte sin Frænde, og på Grund af
denne sin Udåd står han for alle Tider som et afskrækkende
Exempel på Troløshed. Hans Moder, der var opsat på at
styrke Slægtskabsbåndene ved Svogerskab, havde fået sin
Broder Regnalds Datter gift med Henrik og sin Søsterdatter
Ingeborg med Knud. Sit Fædrenegods delte hun derhos i tre
lige store Dele, af hvilke hun selv beholdt den ene og gav de
to nys nævnte Frænder hver sin i Medgift. Deraf opstod der
Splid imellem Danskerne og Svenskerne, og næret og
forøget ved allehånde Fjendtligheder har det gamle Nag
hårdnakket holdt sig lige til vore Dage. Niels skal også med
en Frille have haft en Datter ved Navn Ingrid, der senere
blev gift med en Mand, som hed Ubbe. Margrete berigede
ikke blot Kirkerne med Jordegods, men lagde også af alle
Kræfter Vind på at give dem et prægtigt Udstyr og sætte
pragtfuldt Skrud i Steden for de tarvelige Sager, der hidtil
havde været brugt ved Gudstjenesten, thi for at gjøre denne
så meget stateligere skjænkede hun Kirkerne Korkåber,
Messehagler og andre Kirkeklæder og til kirkeligt Brug
tjenlige Sager.
Imidlertid begyndte Venderen Henrik, en Søn af Godskalk
og Syrithe, da Niels imod al Ret og Billighed forholdt ham
hans Mødrenearv, at gjøre sine Krav på den gjældende med
en sådan Iver, at han uafladelig truede Danskerne, så
Kongen for at være sikker var nødt til at lægge en
Besætning ved Slesvigs Grænse og stille Vagtposter ud, og i
Landet imellem Elben og Slesvig hærjede Henrik således, at
-586-