Page 599 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

med at gjøre Krav på sin Mødrenearv. Da Knud havde
modtaget dette Svar, skikkede han atter Sendemænd til ham,
opsagde al Fred imellem dem og forkyndte ham åben Fejde.
Henrik lo ad det Bud, de bragte ham, og sagde, at Knud var
som en Hest, der ikke vilde finde sig i at have nogen Rytter
på sig, men han skulde nok være Mand for at lægge Tøjler
på ham og få Bugt med hans Vælighed. Da Knud havde fået
den Besked, gav han sig strax samme Nat på Vej i største
Hast, men så stille som muligt, afholdt sig fra al Hærjen og
Plyndring, for at det ikke skulde spørges, at han var
undervejs, og nåede ved Daggry til den befæstede Stad, hvor
Henrik opholdt sig. Denne, der ikke var belavet på så
pludseligt et Angreb, fik hverken grebet til Våben eller
truffet andre Anstalter til sit Forsvar, men red strax ned til
Floden, der løb tæt forbi Byens Mure, og da han var
undsluppen Fjenden ved at lægge Vandet imellem sig og
ham, glædede han sig over, at han havde foretrukket at søge
Sikkerhed hinsides Floden fremfor at blive i Byen. Da Knud
så', at han var kommen over på den anden Bred, spurgte han
skjemtende, om han var bleven våd. Henrik spurgte så til
Gjengjæld, hvorfor han således kom farende, hvortil Knud
svarede, at han kom for at få de Tøjler, han havde lovet ham.
Henrik skjønnede nu, at han ved dette artige Svar
bebrejdede ham de Trusler, han nys havde udstødt imod
ham, og for at slå Torten hen i Spøg sagde han: "Jeg synes,
du slår sådan bagud, at man ikke kan røre dig, endsige holde
Styr på dig". Knud hærjede nu først den befæstede By og
derefter hele Omegnen. Og han kom igjen for anden Gang
med friske Stridskræfter og fo'r frem med Ild og Sværd i
hele Venden. Han ikke blot friede sit Land for Fjenderne,
men knækkede også deres Magt således, at medens de før
havde været vante til at angribe, formåede de nu ikke
engang at forsvare sig. Efter at han således ved sin Klogskab
og Tapperhed havde svækket Henriks Kræfter, viste han
ham, tilskyndet af det nære Frændskab, der var imellem
-593-