tilbøjelig til at tro, at dette Udfald af Slaget mere skyldes, at
de ikke havde truffet de nødvendige Forberedelser, end
Mangel på Mod, så at de, idet de opfyldt af krigersk Mod
ikke tilstrækkelig omhyggelig havde iagttaget de første
Forholdsregler, Krigsførelsen påbød, ikke kom til at bøde,
fordi de var forsagte, men fordi de havde været efterladende,
og at det mere var deres egen Forsømmelighed end Fjendens
Styrke, der tilføjede dem dette Nederlag. Harald skal efter at
have kæmpet tappert være bleven så hårdt såret, at han ikke
kunde gå og måtte lægges på et Skjold og bæres ud af
Slaget. Knud blev også så hårdt såret, at han ikke kunde gå,
men en af Krigsfolkene ydede ham trofast en udmærket
Hjælp, idet han ikke tog i Betænkning at udsætte sig selv for
Fare i hans Sted, for at hans Herre ikke skulde falde i
Hænderne på Fjenden. Han bød nemlig med fuldt Overlæg
sine Stalbrødre at fly, og selv humpede han langsomt af
Sted, som om han var mat og mødig, og rakte Hænderne op
imod en Vender, der kom hen imod ham, som for at han
kunde binde dem; men da Venderen kom helt hen til ham,
greb han fat i Tømmerne og tog med sine Stalbrødres
Bistand Hesten fra ham, og da han havde bemægtiget sig
den, kom han strax den svage og afmægtige Knud til Hjælp
med den, og således lykkedes hans lige så snilde som farlige
Manddomsgjerning. Da Tusmørket faldt på, trak Resten af
Danskerne sig efter at have trukket det korteste Strå i Slaget
atter tilbage til den før omtalte Højde, som nu var deres
eneste Værn. Mad og Drikke skortede det dem også på, så
foruden af Sår og Mødighed plagedes de nu også af Mangel
på Levnedsmidler. De var således næsten bragte i den
yderste Nød, alle Vegne var de omringede af Farer, og Hjælp
så' de sig forgjæves om efter; thi Skåningernes Ankomst
forsinkedes af Storm, og Ejlif, der var bestukken af Henrik,
sendte blot Bud med Undskyldninger for sin Sendrægtighed
og blev borte med sine Folk. De opgav da alt Håb om
menneskelig Hjælp og tog deres Tilflugt til den himmelske
-588-