dem, at skjønt han åbenlyst var hans Fjende, var han i
Hjærtet hans Ven. Han sendte nemlig en Gang sin Hær bort
og begav sig kun ledsaget af tyve Ryttere til det Sted, hvor
han havde fået at vide, at Henrik opholdt sig. Han skikkede
nogle Folk forud, som skulde overbringe ham hans Hilsen,
men Henrik sagde strax, at hans Fjende førte falsk
Smigertale, og spurgte, hvor han var. Da de svarede, at han
holdt nede i Porten, blev han såre forbavset og var lige ved
at støde Bordet om, som han sad og spiste ved.
Sendemændene svor nu på, at Hertugen kun havde Fred i
Sinde, og ved deres stadige Forsikringer fik de til sidst Bugt
med hans ugrundede Frygt. Da han omsider fæstede Lid til
deres Ord, bebrejdede han sig selv, at han havde tænkt på at
fly, idet han lod falde nogle Ord, der viste hans kjærlige
Sindelag imod ham. Han sad nemlig med Hånd under Kind
og med grædende Tårer ved Bordet og sagde, at det vilde
blive en Ulykke for Danmark, når det en Gang mistede den
Mand; hvad ham selv angik, vilde han for Fremtiden holde
oprigtigt og trofast Venskab med ham. Den Kjærlighed, han
nu kom til at nære til sin Frænde, fik ham ikke blot til at
glemme det Uheld, der var overgået ham, men også til at
anerkjende sin Fjendes Tapperhed, så han uden at tænke på
sin egen Vanskæbne priste den andens Lykke. Derpå tog han
imod ham med åbne Arme, bød ham velkommen med Tårer
og gjorde et prægtigt Gjæstebud for ham. Og nu, da han så'
ham hos sig, fik han i langt højere Grad Øjnene op for hans
Mildhed, end han hidtil havde haft for den Fortræd, han
havde gjort ham, og kom til at lægge langt større Vægt på
den ene Velgjerning, han havde vist ham, end på de mange
Tab, han havde tilføjet ham. Knud viste sig da heller ikke
uskjønsom over for hans af et redeligt Hjærte opståede Sorg
og fandt større Fornøjelse i at stifte Fred end i Gjæstebudet.
Han tog sig på at optræde som Mægler og opfordrede
Henrik til at søge at vinde sin Morbroders Gunst, hvilket
han til sidst ved sine stadige Forestillinger fik ham til at gå
-594-