ind på. Henrik overdrog da imod et fastsat Vederlag Knud
sin Mødrenearv, for hvis Skyld han havde fejdet på
Danmark, og Knud overdrog den så igjen til Kongen på
samme Vilkår og betalte Henrik de Penge, han i Henhold
hertil fik af Kongen. Siden bød Henrik ham atter til sig og
sagde, at det Gjæstebud, han sidst havde gjort for ham, ikke
var så kosteligt, som det burde have været, og i Betragtning
af, at Knud nylig ikke blot havde skjænket ham Livet, men
oven i Kjøbet ikke så meget som krummet et Hår på hans
Hoved, bestemte han, at han skulde arve Venden efter ham,
og det beseglede han med sin Ed. Dette gjorde han også af
den Grund, at han var bange for, at hans Sønners Kræfter
ikke skulde slå til til at føre Krig med Tyskerne, som i høj
Grad plagede Venden, og han hellere efter eget Skjøn og af
fri Vilje vilde indsætte en Mand af prøvet Tapperhed til sin
Arving, end at hans Fædrenerige, når en af hans Sønner,
som ikke var den Gjerning voxen, kom til at stå for Styret,
skulde blive ilde medhandlet af fremmede. Knud sagde
hertil, at det vilde bringe ham i Vanry for ukjærlig Opførsel
imod sine Børn og pådrage ham hans Sønners Foragt,
eftersom de intet havde forbrudt, og han vilde derfor ikke
tage imod et Løfte, hvorved der skete dem så stor Uret, men
da Henrik blev ved at trænge ind på ham og stadig holdt på,
at det kun var, fordi hans Sønner ikke duede til at stå for
Styret, gav han omsider efter. Da Venden stod under
Kejserens Overhøjhed, opfordrede han ham nu til at søge at
vinde hans Gunst, som det meget kom an på, og Knud
sendte da Kejseren som Gave en Hest, som han havde ladet
sko med Guld, idet han således gjorde sin Gave, der i og for
sig var al Ære værd, endnu mere værdifuld ved de sjældne
Hestesko. Jeg skulde næsten tro, at Kejseren har prist
Giverens Snildhed endnu mere end selve Gaven, eftersom
han gjorde så meget større Ære af ham ved at anvende det
dyreste Metal til det simpleste Brug. Da Henrik døde,
overtog Knud, uden at nogen gjorde Indsigelser, det Land,
-595-