Page 779 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tog sig ubeskrivelig nær.
Nogle Dage efter, da Kejseren rådførte sig med
Forsamlingen, om hvilken Straf Folkene i Mainz burde lide,
fordi de havde slået deres Biskop ihjel, beklagede Valdemar
sig atter over, at hans Heste led Mangel på Foder, og
forlangte at få så meget til Kjøbs, som han behøvede.
Kejseren svarede hertil, at hele det omliggende Land var
hans Hustrus Arvegods, og at han ikke havde nødig at kjøbe,
hvor han havde frit Lov til at tage. Valdemar sagde da, at
han var Konge og ikke Røver, han vilde ikke tage, hvad han
behøvede, på Stimandsvis eller ude blandt fremmede
indlade sig på, hvad han hjemme anså for uretfærdigt.
Skjønt sådan Vold kunde synes at være undskyldelig i
Betragtning af den Nød, han var stedt i, vilde han dog ikke
benytte sig af Kejserens Tilladelse for ikke ved i fremmed
Land at fare grumt frem at forspilde det Ry for
Retfærdighed og Mildhed, han havde vundet hjemme. Alle
de tyske Fyrster gav i høj Grad deres Bifald til Kjende i
Anledning af det fromme Sindelag, han således lagde for
Dagen; de så' fulde af Beundring på hinanden og sagde, at
det Folk var lykkeligt, som med så stor Retsindighed
styredes af så stor en Mand. Ved således at rose ham lastede
de jo lønlig, hvad der gik i Svang iblandt dem selv.
Da Kongen havde taget Afsked, forestillede Henrik
Kejseren, at han burde bekoste hans Hjemrejse og ikke lade
en Konge, hvis Land så at sige var et åbent Herberg for alle
fremmede, drage bort uden at vise ham al mulig
Gjæstfrihed. Kejseren lovede beredvillig alt, men holdt kun
lidt af, hvad han lovede. Derimod holdt Bispen af Mainz
mere, end han lovede, thi han bekostede to Gange Natteleje
og Fortæring for Kongen og hans Følge. Henrik gav også
-773-