Page 777 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Nu blev der holdt en Kirkeforsamling, på hvilken Octavian
med større Veltalenhed end Sandhed søgte at bevise, at han
med fuld Ret beklædte Pavestolen, medens Alexander efter
at have vraget den, da den blev ham tilbudt, nu havde
bemægtiget sig den, da den var ham forment, ligesom han
også gjorde gjældende, at medens han underkastede sin Sag
de forsamlede Biskoppers Granskning, var Alexander i
Bevidstheden om, at han havde en dårlig Samvittighed,
bange for at indskyde sin Sag under deres Dom. For at vinde
Bisperne for sig forøgede han derhos deres Værdighed ved
gunstige Anordninger; således fastsatte han, at de ikke
havde nødig at henvise nogen Sag til Pavestolens Kjendelse,
med mindre de selv var ude af Stand til at fælde endelig
Dom i den.
Da Octavian havde endt sin Tale, sagde Kejseren, at han for
at få en Ende på denne Sag havde stævnet alle Konger til
Rådslagning, da det var hans Agt ikke at modsætte sig, hvad
de vedtog. De havde imidlertid ikke givet Møde, fordi de
var opsatte på at vælge en Pave i Rom på Trods af den
romerske Kejser og søgte med deres Stemmer at råde for,
hvad der var et andet Riges Ret.
Derpå stod Biskop Regnald af Køln op og tog Ordet for at
afslutte Sagen og udviklede, hvor letsindig og utilbørlig
Kongerne angreb den romerske Kejsers Ret; thi hvis det var
i deres Lande, der var opstået Strid om Pavevalget, og
Kejseren vilde gjøre Ende på den ved at lægge sin Stemme i
Vægtskålen, vilde de ganske sikkert betragte det som en
grov Uret, og det var just det, de søgte at gjøre i Rom.
Denne Tale holdt han selv for så forstandig og vægtig, at
han holdt den tre Gange efter hinanden, på Latin, på Fransk
og på Tysk, men hvor stort Bifald den end vandt hos hans
-771-