Side, så godt som ingen af dem stemte med ham, hvorfor
han i høj Grad vilde sætte Pris på at tale med den så
overmåde forstandige danske Konge, hvis Dom han helst
vilde rette sig efter, eftersom såvel hans dydige Sind som
hans Helgenbyrd gjorde ham særlig skikket til at være
Voldgiftsmand i så vigtig en Sag. Kongen burde også
betænke, hvilken Gud velbehagelig Gjerning det vilde være,
om han ved sin Visdom frelste så mange Sjæle, der var
stedte i Tvivl og Vånde. Til Overflod vilde Kejseren, dersom
han vilde påtage sig de Besværligheder, der var forbundne
med denne fromme Rejse, til Løn for hans Møje overlade
ham en Provins i Italien og Herredømmet over hele Venden.
Med sådanne fagre Ord lokkede Kejseren for Radulf, og lige
så rundhåndet var han med dem i et Brev, han gav ham hjem
med til Kongen. Da Radulf kom hjem til Danmark, meldte
han om den store Kjærlighed, Kejseren og Octavian nærede
til Kongen, som med større Iver end Klogskab fæstede Lid
til sin Skrivers Forsikringer og blev opsat på at besøge
Kejseren, ikke så meget af Iver efter at varetage Kirkens
Tarv som efter at lære fremmede Folks Sæder og Skikke at
kjende.
I de samme Dage kom der en Mand ved Navn Bernhard som
Sendemand fra Octavian til Danmark for at vinde Bispernes
Stemmer. Da imidlertid kun få tog velvillig imod ham,
sendte han Breve ud over hele Landet og foregav, at han
vilde sammenkalde dem alle til et Kirkemøde, men det fik
han mere Tort end Ære af, thi der mødte kun ganske få. Da
dette Møde, som holdtes i Slesvig, var blevet hævet,
åbenbarede Kongen, som følte sig stærkt lokket af Kejserens
fagre Ord, Absalon, der lå på Vagt imellem Øerne, sit Forsæt
at rejse ned til ham og bad ham om at følge med. Absalon,
som tvivlede om Kejserens Ærlighed og mente, at der stak
Svig bagved, svarede, at man ikke kunde fæste Lid til hans
-764-
1...,760,761,762,763,764,765,766,767,768,769 771,772,773,774,775,776,777,778,779,780,...976