falske Løfter. Man kunde desuden heller ikke med god
Samvittighed stille sig på nogen fortrolig Fod med ham,
sagde han, eftersom han med større Iver end Retfærdighed
optrådte som det kætterske Partis Forsvarer. Og endelig
erklærede han, at han hverken havde Råd eller Helbred til at
indlade sig på så lang og besværlig en Rejse. Hertil svarede
Kongen, at så længe han havde noget, skulde han ikke
komme til at lide Mangel, men Absalon sagde, at selv om
der var fuldt op af, hvad der skulde til på sådan en Rejse,
vilde han ikke for dens Skyld sætte sin Sjæls Salighed til
Side. Kongen sagde, at han ikke lagde mindre Vægt på sin
Sjæls Salighed end Absalon på sin; når det var ham så meget
om at gjøre at få ham med, var det især for, at han, i Fald
Retfærdighed krævede det, kunde afholde ham fra at slutte
sig til Octavians Parti. Da Absalon vedblivende vægrede sig
ved at rejse med. idet han gjorde gjældende, at man ikke
burde have Samkvem med Kirkens Fjender, sagde Kongen,
at hidtil havde han gjort mere af ham end af nogen anden,
men hvis han nu nægtede ham sin Hjælp og Bistand, vilde
han for Fremtiden ikke vente sig noget godt af ham mere.
Absalon opfattede nu dette som en Bebrejdelse for
Utaknemlighed og svarede: "Ingen Legemsfare skal kunne
få mig til at svigte mit Venskab for dig, men når det gjælder
Sjælen, er det min Skyldighed at give Gudsfrygt Fortrinet
for Menneskefrygt. Men skjønt jeg grant ser de Farer, der er
forbundne dermed, vil jeg dog, for at hindre din Sjæl i at
fare vild, ikke tage i Betænkning at udsætte min egen for
dem. Derpå tog Kongen ham med og foruden ham en Del
lige så højbårne som retskafne Mænd, nemlig fra Sjælland
Sune og Esbern, fra Fyn Tage og Esger; af sine Frænder tog
han kun Buris med, for at han ikke skulde stifte Oprør i
Landet, medens han var borte. Også nogle Jyder valgte han
til Ledsagere på denne Rejse. Da de kom til Ejderen, kom en
af Holsterhertugen Adolfs Riddere, som de ikke kjendte,
dem i Møde, og da de spurgte ham, om han kom for at
-765-