ledsage dem, svarede han, at hans Herre just for den Sags
Skyld opholdt sig der i Nærheden og ventede på deres
Overgang over Floden. Kongens Rådgivere frarådede ham
at stole på Ridderens Lejde, men han var så opsat på at
komme af Sted, at han hverken ænsede Frygt eller
Forestillinger og selv var den første til at ride over Broen,
som om han fuldt ud stolede på Hertugens Ærlighed. De
andre fulgte efter, thi de vilde hellere sætte deres egen
Mening til Side end lade Kongen i Stikken. Da de var
komne et lidet Stykke frem, tog Adolf imod dem, hilste på
Kongen med det huldeste Åsyn og de venskabeligste Ord og
gav sig i Følge med ham. Han mærkede imidlertid, at det,
formedelst det gamle Fjendskab, der havde været imellem
dem, mere var Kongen imod end med, at han således tog
imod dem, og for ved Venlighed at få Bugt med hans Vrede
bød han ham til Gjæst i Itzehoe. Kongen afslog imidlertid
Indbydelsen, og Hertugen befalede da, at ingen måtte sælge
ham Levnedsmidler. Da Danskerne nu gav sig til at spise af
den Mad, de selv havde med hjemmefra, lod han sine
Tjenere frembære de Retter, han havde ladet lave, og nødte
dem således til for Skams Skyld at gjøre Brug af hans
Gjæstfrihed. Da de omsider spurgte ham, om han kunde
give Kongen sikkert Lejde på hans Rejse, svarede han, at det
kunde han, indtil han kom til Bremen. Da de vare komne
over Elben og var på Vej til Bremen, kaldte Esbern, som
snart skjønnede, hvor tåbelig og ørkesløs denne Rejse var,
hemmelig sin Broder Absalon og andre af de ypperste
danske Ædlinger sammen og besvor dem at få Kongen til at
opgive den, så meget mere som han intet Lejde havde, og at
de ikke måtte finde sig i, at han fremturede i så farligt et
Forehavende. Absalon, der skjønnede, at det vilde være
unyttigt at gjøre et sådant Forsøg, sagde, at Kongen ikke
vilde opgive sit Forsæt, og at det ikke blot vilde være spildt
Umage at gjøre ham Forestillinger i så Henseende, men at
den, der gjorde det, vilde få at mærke, hvor stærkt Nag den,
-766-