Page 782 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skjønt det lakkede ad Vinter. Han svømmede under Vandet,
som han havde rødnet med Fjendeblod, og det er vanskeligt
at sige, om han havde vist sig mere tapper, da han stod i
Stavnen og kæmpede, end han nu viste sig behændig i
Vandet. For lettere at kunne svømme afførte han sig nemlig
under Vandet sin Brynje og sine øvrige Hærklæder. Da han
omsider dukkede op for at trække Vejret, kjendte en af hans
fordums Venner ham imidlertid på hans Kjortel og viste
Fjenderne ham; så dukkede han atter under Vandet og
afførte sig der Kjortlen, som han skjønnede røbede ham, og
da det ikke var nok til at unddrage ham Forræderens
Opmærksomhed, klædte han sig af lige til Skjorten. Da han
alligevel ikke kunde skuffe den, der angav ham, idet han var
den eneste, der var tilbage, og han indså, at alt hans Mod og
al hans Snildhed havde været forgjæves, lod han, som om
han var død, og holdt sig så længe under Vandet, at de, der
lurede på ham, virkelig ikke vidste, om han var levende eller
død. Da han tilsidst blev nødt til at dukke op for at trække
Vejret, klamrede han sig af al Magt til Roret på et af
Skibene, og her hang han en Stund ganske stille; han havde
sikkert, så modig, som han var, prøvet at bjærge sig på
endnu flere Måder, hvis ikke den stærke Vinterkulde havde
gjort ham stiv, så at Kræfterne svigtede ham. Omsider blev
han greben, da en i Nysgjerrighed kigede ned i Vandet, fik
Øje på ham og røbede ham; han blev bunden og ført frem på
Tinge for at dømmes til Døden af sine Fjender. Da de ikke
vilde lade ham få nogen Præst, der kunde skrifte ham,
aflagde han, som tilladt var, sit Skriftemål for de
tilstedeværende og sagde, at den Straf og Revselse, de vilde
idømme ham, vilde han underkaste sig som en Kirkebod, thi
han mindedes vel, at det var tilladt at skrifte sine Synder for
Lægfolk, når ingen Præst var at få. Han sagde derhos, at han
var en Søn af Magnus, som Harald Irlænder havde udgivet
for sin Fader, og han viste også under de Pinsler, han måtte
lide, at han slægtede denne på i Sjælshøjhed. Først blev han
-776-