Page 776 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

vide, fortrød han bitterlig, at han ikke havde lyttet til de
gode Råd, han havde fået, men skjønt han så at sige så'
Sværdet hænge over sit Hoved, erklærede han, at han hellere
vilde lade sig dræbe af det end styrte sit Land i Trældom. Da
han nu således var i stærkt Oprør og ivrig så' sig om efter
Redning, sagde Absalon, at han havde fundet på en Udvej,
så han havde ikke nødig at være mere bange her end
hjemme i sit Rige. Han skulde blot under Påskud af at ride
på Jagt jævnlig ride over den Bro, der skilte Tyskland fra
Frankrig, og når man så til sidst var bleven vant til at se det
og ikke længer nærede Mistanke, skulde han med en udsøgt
Del af sin Hird begive sig til en at de franske Grænsebyer,
thi der var ingen Tvivl om, at Kongen af Frankrig med
ganske anderledes stor Ære vilde lade ham drage hjem til
Danmark. Denne Plan hindrede Kejseren ham ved sin
Snedighed i at sætte i Værk, thi da han ikke turde øve Vold
imod Kongen og ikke ved Tvang kunde få ham til at være
sig underdanig, søgte han med det gode at kjøbe ham til det.
Han nødte nemlig alle de tyske Fyrster til at aflægge Ed på,
at de vilde lægge Venden under den danske Krone, og i Fald
de ikke mægtede det, lovede han, at han selv vilde gjøre det,
så snart han vendte hjem fra Italien. Dette underfundige
Tilbud tog Kongen imod med begge Hænder og lovede ham
Hørighed og Lydighed, dog skulde han ikke, som Fyrsterne
ellers plejede, være forpligtet til at give Møde ved Kejserens
Hof eller stille Krigsfolk til det romerske Riges Tjeneste, så
det var kun tilsyneladende og ikke i Virkeligheden, at han
blev Kejserens undergivne. Det skulde også stå hans Søn frit
for, når han fulgte ham på Tronen, at sige sig fri for de
Vilkår, hans Fader var gået ind på, så Danmarks Rige havde
ikke nødig fra Fader til Søn at gå i Arv som et Lydland
under det romerske Rige. Der syntes at være så meget
mindre Skam ved denne Underkastelse, som Kongen af
England på samme Måde måtte tage sit Rige som Len af
Frankrig.
-770-