Page 786 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da det lakkede ad Vinter, begav de, der var flygtede
sammen med Hakon, sig tilbage til Norge i Håb om, at
Lykken vilde vende sig, når de skiftede Opholdssted, og i
Løbet af Vinteren holdt de Slag med deres Fjender på Isen
og fældede Gregorius, den Mand, som, dygtig til Råd og
Dåd, næst efter Kongen nød den største Anseelse, og ved
hvem alt Inges Håb og Mod hang, som en Dør hænger på
sine Hængsler; alle hans Krigsfolk faldt også. Hakons Folk
gik lige så listig som tappert til Værks; de fik nemlig i Løbet
af Slaget Fjenderne lokket ud på et Sted, hvor de om Natten
havde hugget Våger, så den var så svag, at de gik tilbunds.
Dette Nederlag fik Inge til helt at opgive Håbet, thi ikke blot
svækkedes hans Stridsmagt derved, men han tabte også
Modet, thi han tog sin tro og hengivne Gregorius' Død som
et Varsel om sin egen. Omsider optog han Kampen igjen,
også denne Gang på Isen, og han havde ikke bedre Lykke
end Gregorius, thi skjønt Isen på det Sted, han havde valgt
til Kampplads, var lige så fast som Landjorden, og skjønt
han havde flere Folk end Fjenden, faldt han tillige med
næsten alle sine Krigsfolk og måtte således undgjælde for
det Mord på sine Brødre, som han havde givet sit Minde til
eller i alt Fald set igjennem Fingre med.
I dette Slag, det største og blodigste, der er blevet holdt i
Norge, gik næsten hele Landets Kongestamme til Grunde.
Dog undslap Erling med sin Søn Magnus, som den Gang
endnu var et Barn, fra Blodbadet og begav sig til Jylland, thi
gjennem sin Moder var Magnus nær i Slægt med Valdemar.
Denne holdt ham da også i stor Agt og Ære og sørgede
under hans Landflygtighed i alle Måder godt og rigelig for
ham.
Imidlertid havde Hakon gjort en Mand ved Navn Sigurd til
-780-