Page 789 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Lydighed, men under Forbehold af den Troskab, han havde
lovet Magnus. Omsider måtte Kongen opgive Toget som
Følge af den Mangel på Levnedsmidler, der opstod, fordi det
trak så længe ud. En Mængde af de Nordmænd, der havde
sluttet sig til ham, fulgte med ham, fordi de var bange for
Straf, og levede længe i Landflygtighed i Danmark, dels på
Kongens og dels på andre Stormænds Bekostning.
Da Kongen derefter fik at vide, at de østlige Vender stolende
på deres Styrke var faldne fra og havde gjort Oprør, sluttede
han Krigsforbund med Hertug Henrik af Sachsen, og for at
knytte Venskabets Bånd imellem dem så meget fastere,
trolovede han sin Søn Knud, der endnu ikke var et År
gammel, med hans Datter, der endnu lå i Svøbet, og som
hans Hustru, som han senere forskjød, havde født ham.
Medens Henrik nu lavede sig til at angribe til Lands med sin
Krigshær, sejlede Valdemar til Venden med sin Flåde, og da
han var kommen til Rygen, lod han Absalon samle
Forstærkning dèr blandt Landsens Folk, på hvis Venskab
han ikke ret stolede. For ikke at narre Henrik ved at møde
ham senere, end han havde lovet, sejlede han derpå så hurtig
som muligt til Floden Peene. Absalon mødte imidlertid frem
på Rygboernes Landsting, skjønt han ikke havde anden
Sikkerhed for deres Troskab end nogle få Gisler; de anviste
ham Hæderspladsen imellem dem, da han kom som
Sendemand fra Kongen, og da de ikke forstod Dansk, lod
han dem ved Hjælp af en Tolk vide, hvad han havde at
meddele dem. Så hændte det, at en ung Rygbo med vendisk
Snedighed lod, som om han vilde afkjøbe en af de danske
Krigsfolk hans Hest, og da han var kommen op på den under
Påskud af, at han vilde prøve den, flygtede han bort med
den. Da Absalon fik Nys herom, kærede han derover på
Tinge, og da den forsamlede Almue mente, at det Brud på
Tro og Love, en enkelt Mand havde gjort sig skyldig i, vilde
-783-