Page 787 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Jarl til Løn for den Tapperhed, han havde udvist. Herover
blev hans Stalbrødre i højeste Grad misundelige, og i deres
Harme vilde de have anstiftet et stort Oprør, hvis ikke Erling
pludselig var vendt tilbage fra Danmark og havde tvunget
dem til at lade denne indvortes Strid fare ved at give dem
andet at tænke på. Han lod nemlig strax sin førnævnte Søn,
der på mødrene Side stammede ned fra Norges gamle
Konger, udråbe til Konge og gjorde vitterligt, at han vilde
støde Hakon fra Tronen og hævne Inge. Da Urolighederne
således begyndte igjen, forlod Sigurd Hakon, fordi denne
ikke vilde betale ham hans Krigsomkostninger, og Kong
Hakon faldt derpå i et Slag, han holdt med Magnus. Sigurd
flygtede til Sverige, og da han efter nogen Tids Forløb
vendte tilbage derfra, blev han dræbt af Erlings Krigsfolk, så
at han på en skammelig og forsmædelig Måde mistede det
Liv, han ikke vilde ofre med Ære i Slaget. De, der var
tilbage af Hakons Krigsfolk, udråbte nu imidlertid, dels
fordi de var opsatte på at stifte Uro, og dels fordi de var
misundelige på deres Fjender for den Medgang, de havde,
en håbefuld Yngling, der opfostredes af en Mand ved Navn
Marcus, til Konge. Det gik dem imidlertid ikke heldigere,
end det var gået dem før; de blev overvundne i et Slag af
Erling og gik ikke blot glip af Sejren, men mistede oven i
Kjøbet deres Konge, hvorpå de flyede til Kong Karl i
Sverige, som også var noget i Slægt med de norske Konger,
og bad ham om at føre dem an i Krigen. Da det, efter at han
længe havde holdt dem hen med fagre Løfter, gik op for
dem, at det lå ham mere på Sinde at bevare det Rige, han
havde, end at bemægtige sig et fremmed, skikkede de
Sendemænd til Valdemar og bad ham om Hjælp, og da han
omsider gav dem gunstigt Svar og indbød dem til sig, drog
de selv til ham. De blev vel modtagne af Kongen og
overhængte ham stadig med Bønner om Hjælp og Løfter
om, at han skulde få en Del af Norge. Han anså det
imidlertid for tåbeligt at indlade sig på så stor en Krig, blot
-781-