Page 769 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ham. Octavian, hvem det Tilhæng, han så uretmæssig havde
fået, havde givet et Skin af Myndighed, var imidlertid
Kejserens Overmand i Henseende til at sleske og smigre,
ligesom han syntes at overgå ham i Henseende til Magt og
Myndighed. Han overlod Radulf en Præst, som hver Dag
skulde holde Bøn sammen med ham, for at hans
Gudstjeneste kunde blive så meget højtideligere, når de var
to om at forrette den, og ikke nok med, at han beviste Radulf
denne Tjeneste, føjede han yderligere en Velgjerning til.
Han gav ham nemlig Lov til, når han forrettede
Gudstjeneste, at bære Bisperingen og tildelte ham således,
skjønt han stod på et ringere Trin i Kirken, det
Værdighedstegn, som ene tilkommer Bisperne. Jeg ved ikke,
hvem man skal sige bar sig tåbeligst og latterligst ad, den,
der tilstod denne Gunst, eller den, der tog imod den.
Da Kejseren havde hørt hans Ærind, sagde han, at den Splid,
der var kommen i Kristenheden, gjorde ham meget
bedrøvet, men han vilde ikke give nogen af Parterne
Medhold, førend han havde en almindelig Kirkeforsamlings
Kjendelse at holde sig til; den, som blev godkjendt ved alles
Stemmer, vilde han godkjende. Han havde også nylig ladet
en Kirkeforsamling af de ypperste gejstlige i hele Italien
sammenkalde for at granske den Sag. Octavian havde i
Tillid til, at alt der vilde gå ærlig og retfærdig til, ydmygelig
underkastet sin Sag den almindelige Kirkeforsamlings
Kjendelse, hvorimod Alexander i Følelsen af, at han havde
en dårlig Samvittighed, ikke blot gjenstridig sad Stævningen
overhørig, men endogså havde sagt, at han var for ophøjet
til, at det sømmede sig for ham at bøje sig for nogens
Kjendelse. For at få en Ende på denne Strid burde Kongerne
i de forskjellige Lande være Kejseren behjælpelige med i
Fællesskab at undersøge, hvad der tjente Kirkens Tarv.
Disse stod imidlertid næsten allesammen på Modpartens
-763-