Page 783 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hudflettet og derpå sønderknust med Hamre Led for Led,
som for at hver enkelt Del af hans Legeme skulde straffes,
men han hverken klynkede eller klagede sig, hverken
sukkede eller stønnede, ja, det var slet ikke til at mærke på
ham, at han led nogen Pine, han læste som i Ro og Mag i
Psalteren og opgav Ånden under fromme Bønner og
Lovprisninger. Lykkelige måtte sandelig alle Kristne prise
sig, om de kunde gå i Døden med sådant Sind som denne
Krigsmand! Lad så være, at han havde været svigefuld,
forstyrret sit Fædrelands Fred og fejdet på sine Landsmænd,
hans Fjender burde dog for hans Tapperheds Skyld have
undladt at straffe ham, men disse hævngjerrige Mennesker
tænkte mere på at hævne den Fortræd, der var tilføjet dem,
end på at ære udmærket Tapperhed hos andre. Det var dem
ikke engang nok, at de havde faret så grumt frem imod ham,
medens han var i Live; som om hans Død ikke var
tilstrækkelig til at slukke deres Hævntørst, hængte de ham
strax efter, at han var død, op i en Galge og handlede således
lige så grumt imod ham, efter at han havde opgivet Ånden,
som de havde gjort, medens han var i Live, idet de holdt for,
at de intet havde udrettet, når de ikke lod deres Grumhed gå
ud endogså over hans Støv og Aske.
Magnus faldt i dette samme Slag, som Sigurd holdt i hans
Navn, så man kan sige, at han to Gange blev berøvet Dagens
Lys, første Gang, da han fik Øjnene stukne ud, og anden
Gang, da han mistede Livet.
Derefter kom Riget under Haralds Sønner, af hvilke kun
Inge var ægtefødt, af de to andre havde den ene en norsk,
den anden en irsk Slegfred til Moder, og ligesom Inge var
den ypperste af dem i Henseende til Byrd, var han det også i
Henseende til gode Sæder. Han var nemlig i alle Måder
-777-