Page 775 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Småbørn bære hen til ham i den Tro, at når Kongen rørte
ved dem, var det, som om der blev dem en himmelsk
Velgjerning til Del, og at de som Følge deraf vilde trives og
arte sig bedre. Og ikke mindre overtroiske var Bønderne, de
bad ham så en Håndfuld Korn for dem, for at det skulde
trives bedre. Da han kom til Kejserhoffet, overlod Hertug
Henrik, i Ihukommelse af deres gamle Venskab, ham og
hans Følge største Delen af sin Lejr og beværtede ham dèr
på egen Bekostning.
Dagen efter sendte Kongen Absalon og Radulf til Kejseren,
men da denne var temmelig ukyndig i Latinen, måtte
Absalon forebringe sit Ærinde med Bistand af
Ærkebiskoppen af Køln som Tolk. Kejseren besværede sig,
til at begynde med, over, at Kongen havde ladet vente på sig
og tøvet så længe; det var en Fornærmelse, at han ikke
havde indfundet sig før, eftersom han skyldte ham Hørighed
og Lydighed på sit Riges Vegne, som han havde til Len af
det romerske Rige. Hertil svarede Absalon, at det havde
sømmet sig bedre og været ærligere, om Kejseren havde
ladet Kongen det vide, inden han begav sig på denne Rejse,
som han havde lokket ham ud på med fagre Ord og Løfter.
Kejseren lod, som om han blev forundret og spurgte, hvem
han havde overdraget at give Kongen de Løfter. Absalon
pegede da på Radulf og sagde: "Der står den Mand, som ved
at overbringe dine Løfter har lokket den godtroende Konge
herned", og da Radulf ikke havde Mod til at sætte sit Jo mod
Kejserens Nej, gjorde Absalon Rede for alt, hvad han havde
lovet. Da Kejseren blev ved at nægte, at han havde lovet
noget, forlangte Absalon, at han skulde give Kongen en
Fører på Hjemrejsen, men Kejseren svarede, at han vilde
ikke have mere med hans Hjemrejse at gjøre, end han havde
haft at gjøre med hans Udrejse. Den samme Besked fik
Kongens Sendemænd næste Dag, og da Kongen fik det at
-769-