yppet Krig med Harald Irlænder, blev, efter at have øvet
mange berømmelige Krigsbedrifter, taget til Fange af denne.
Han blev på et Skib ført ud på Dybet for at druknes; han
havde haft Omtanke nok til på Forhånd at kjøbe en Del
Drikkevarer, og under Påskud af, at han vilde holde sit
Gravøl, før han døde, fik han Skibsfolkene til at drikke sig
fulde. Da de nu var blevet lystige, bad han dem som en
sidste Villighed om at lade ham stå til Rors, og da de gav
ham Lov dertil, opfordrede han dem til at ro stærkere til. Da
han skjønnede, at Skibet skjød den stærkest mulige Fart,
slap han Roret, sprang på Hovedet i Vandet og nåede i Land,
inden de kunde få sagtnet Skibets voldsomme Fart. Således
slap han ved sin egen Kløgt og sine Fjenders Ligegyldighed
ud af den Fare, der var beredt ham, og derpå overfaldt og
dræbte han Harald, da han ved Nattetid hemmelig var gået
bort fra sin Lejr og lå og sov i en Slegfreds Arme, og
straffede ham således både for, hvad han havde gjort imod
ham selv ved at tage ham til Fange, og imod Magnus, som
han havde røvet Riget fra og stukket Øjnene ud på. For med
så meget større Ret at føre sin Krig tog han strax Magnus ud
af det Kloster, han var bleven sat i, fik ham. skjønt han var
bleven berøvet sin Manddom, til at tage Mod og Mands
Hjærte til sig og besluttede, for ikke at savne god og gyldig
Grund til at fejde på Haralds Sønner, at hæve ham op af de
ynkelige Kår, han havde været i, og atter indsætte ham i
hans fordums kongelige Værdighed. I hans Navn og
støttende sig til hans Ret holdt han et Søslag med Haralds
tre Sønner, Inge, Sigurd og Ejsten, som gjorde Fordring på
deres Fædrenerige. Da hans Folk dels faldt og dels flyede,
forsvarede han en Stund ganske alene med utrolig
overmenneskelig Tapperhed sit Skib imod Fjenderne.
Tilsidst, da de fleste af dem var faldne og de, der var tilbage,
fra alle Kanter stormede frem for at få Bugt med ham, der
var ganske ene, sprang han, i Tillid til sin enestående
Færdighed i Svømning, fuldt rustet, som han var, over Bord,
-775-