Page 793 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

omhyggelig fjærne de Pæle, der var anbragte i Floden, og
hvad der ellers kunde være til Hinder for Sejladsen, så den
blev farbar for hele Flåden. Da alt, hvad der spærrede
Floden, således var ryddet af Vejen, sejlede Flåden op ad
den. Da den kom ind på et Sted, hvor Floden var temmelig
smal, kom adskillige Vender ridende ned på begge Bredder
og sårede Skibsfolkene på nært Hold. Denne Fjendernes
uforskammede Dristighed kunde en tapper Mand ved Navn
Peder Ejlefsøn ikke finde sig i, han sprang strax i Land med
sine Skibsfolk, satte tappert ind på Venderne og drev dem
bort fra Flodbredden. Da hans Stalbrødre imidlertid fejgt lod
ham i Stikken, måtte han lade Livet, men hans Landsmænd
kunde nu uhindret sejle videre. Kongen førte nu ikke blot
uden Fare sin Sejlads til Ende, men han lod også sine Skibe
lægge sig tæt sammen, så at de dannede en Bro, på hvilken
Henrik gik over med hele sin Hær.
Da Venderne fik det at vide, blev de bange for, at de Byer,
de havde tilbage, også skulde blive ødelagte, og for at
forebygge denne Fare søgte de nu den Fred, de hidtil havde
vraget, og tilbød Valdemar Gisler, hvilket de erklærede, at
de på ingen Måde vilde gjøre over for Henrik. Kongen holdt
imidlertid for, at det vilde være Svig over for hans
Forbundsfælle, i Fald han sluttede Fred med Fjenden, uden
at han var med, og han sendte derfor Thorbern til Henrik
med Bud om det Tilbud, Fjenderne havde gjort ham. Henrik
sagde, at han gjærne gik ind på de Vilkår, Kongen kom
overens med dem om, og han sluttede da den Overenskomst
med Fjenden, at Volgast skulde deles i tre Dele, hvoraf
Tetislav skulde have den ene, Kazimar den anden og
Nuklets Søn Prislav den tredje, hvorhos Floden Peenes
Munding skulde holdes spærret for Sørøverne, der plejede at
hærje på Danmark, og Henrik uhindret skulde beholde de
Fæstninger, han havde underlagt sig i Venden. Så snart
-787-