tilbage til ham. Magnus var ham da også taknemmelig for
den Hjælp, han havde ydet ham, og tilstod, at han skyldte
ham sit Liv, ja, han viste sig så erkjendtlig imod ham, at han
lovede, om det nogen Sinde gjordes nødigt, at ofre sit eget
Liv for at frelse hans. Absalon kom nu imidlertid i Tanker
om, at han havde handlet imod Kongens Befaling ved at yde
ham denne Hjælp, og for at Kongen ikke skulde sætte alt for
surt et Ansigt op, når han kom, besluttede han at gjenvinde
hans Gunst, som han havde forskjertset ved at være hans
Befaling overhørig, ved at bringe ham det Bytte, han havde
gjort. Han lod derfor Fangerne og Kvæghjorderne drive
foran sig ind i Lejren, og det Syn frydede Kongens Øjne
således, at han satte et venligere Ansigt op, da han kom. Da
han nemlig fik at vide, hvilke Bedrifter Absalon havde øvet,
og så' det Bytte, han havde gjort, lod han i sin Glæde over
hans Tapperhed Vreden, han havde pådraget sig ved sin
Ulydighed, fare og nøjedes med at sige ham nogle mildt
bebrejdende Ord.
Da man igjen var kommen om Bord på Flåden, var der
forskjellige Meninger om, hvorledes man skulde bære sig ad
med at føre den ud. Nogle holdt nemlig for, at man skulde
grave den snævre Rende bredere og således udvide Floden,
hvor den var for smal, så at Skibene bekvemt kunde sejle
igjennem den, men da det var indlysende, at disse
Udgravninger vilde blive fyldte igjen af Sandet, der kom ind
ved Flodtid, blev det Forslag ikke sat i Værk. Andre mente,
at man burde lægge Bjælker under Skibene og ved fælles
Kræfter slæbe dem ud i Havet, medens Rytterne holdt
Fjenderne borte på Bredderne. Det lykkedes kun Rygboerne
at få sex små Skibe frem på den Måde, de andre, som var
temmelig svært lastede, vilde før skilles ad end lade sig
trække således. Efter at Danskerne i deres umådelige Iver
efter at komme af Sted forgjæves havde slidt i det en rum
-845-