Page 847 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

kæmpet tappert, idet de nøje holdt sig Esberns Bud
efterrettelige, og være brudt igjennem Vendernes samlede og
i Slagorden ordnede Flåde, afværgede de med deres Pile
Vendernes første Angreb, da de satte efter dem. Det andet,
som der blev sat endnu mere Kraft ind på, afslog de på
samme Måde. Under det tredje spurgte Barbarerne, som
undrede sig over, at et eneste Skib kunde forsvare sig så
drabelig, hvem det var de kæmpede med. Esbern svarede, at
det ingen Nytte var til, at de forskede efter Navne, eftersom
der intet Bytte var for dem at gjøre her. Da en Mand ved
Navn Erik Jurissøn, af fornem Byrd, men temmelig
indskrænket, som Venderne havde taget til Fange og førte
med sig, hørte hans Stemme, råbte han, så højt han kunde, at
det var Esbern, og at ham fik de aldrig taget. Da Venderne
hørte det, begyndte de at forbande hinanden, i Fald de ikke
fangede ham, og lagde alle på én Gang ind på det fjendtlige
Skib. I den Dyst måtte adskillige af dem lade Livet, men
ingen af Sjællænderne kom noget til. Da Vinden, som havde
været Danskerne til ikke ringe Hjælp, syntes at sløje noget
af, spurgte Esberns Folk, om de skulde trække på Årerne for
at øge Farten, men det forbød han dem, for at det ikke
skulde hedde sig, at de gjorde det, fordi de var rædde. Da
han mærkede, at Barbarerne atter og atter tog Mod til sig og
angreb ihærdig, blev han dog betænkelig ved deres
Udholdenhed og spurgte, om der ikke fandtes en Flintesten
om Bord, og da han fik at vide, at der fandtes en sådan, bød
han en af Folkene klavre op i Toppen af Masten og slå Ild
med den. Herved fik han snildelig Barbarerne til at tro, at
der kom en Flåde efter, som han gjorde Tegn til, at den
skulde komme ham til Hjælp, og fik dem til at opgive al
yderligere Forfølgelse. Da han skjønnede, at Fjenderne ikke
længere kunde se Skibet, lod han Sejlet tage ned og roede i
Havn. Således kom hans Snildhed ham ikke mindre til gode
end hans Folks Tapperhed, idet han værgede sig dels ved
sindrige Påfund og dels med Mandemod.
-841-