Page 844 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

men strax i selve Indgangen blev han ramt af et vældigt
Kølleslag og faldt. Hans Broder Åge søgte at skjærme ham
med sit eget Legeme og fik ved den Lejlighed et svært Sår i
Halsen. De andre fulgte mandelig i deres Spor og gik
drabelig løs på Fjenden, uden at ænse nogen Fare, da det
første Skridt til Erobringen var gjort, De, der var blevne
tilbage for at holde Vagt, kom dem nu også til Undsætning;
nogle af dem stillede deres Master op ad Fæstningen, kom
ved Hjælp af dem op på den og sprang, opsatte på at bringe
deres Stalbrødre Hjælp, ned imellem Fjendernes Skarer; de
anrettede sådant et Blodbad blandt Barbarerne, at der af hele
den store Mængde ikke blev en eneste tilbage, der kunde
bringe Bud om det Nederlag, de havde lidt. Efter at have
delt Byttet og gjort Skibene i Stand begrov Danskerne de
faldne menige dèr på Stedet, men Adelsmændenes Lig lagde
de i Salt for at føre dem hjem til Danmark.
Da de kom tilbage traf de Valdemar i Ringsted, hvor han
med en stor Mængde af Rigens Stormænd holdt Fest med
kongelig Pragt. Ærkebispen af Lund, hvem dette Hverv
tilkom, lagde både hans Faders Ben på Alteret og salvede
hans Søn Knud, som da var syv År gammel, til Konge og
satte ham på Tronen iført Purpurkåben. Da dette nu var
blevet besørget med tilbørlig Højtidelighed, trådte
Biskopperne Helge af Oslo og Stefan af Upsala, der mødte
som Sendemænd fra Erling, op på et ophøjet Sted og bad
med venlige Ord om Fred for Norge. De foreholdt Kongen,
at han allersnarest burde opfylde denne deres Bøn på denne
Dag, da han ikke blot så' sin Søn hædret med Kronen, men
også sin Fader med Skrinlæggelse, og ved deres udmærkede
Veltalenhed opnåede de, at der blev lovet Erling at han
skulde få Lejlighed til en fortrolig Samtale med Valdemar.
På Helges Opfordring drog Esbern, skjønt hans Sår endnu
ikke var lægte, som Sendemand til Erling i Norge, medens
-838-