Page 858 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dem, der var om ham, til stor Morskab for alle, som så' det.
Der havde imidlertid udbredt sig et falsk Rygte i Hæren om,
at Fjenderne havde lagt sig i Swinemünde med en Mængde
Skibe for at hindre Danskerne i at slippe ud, men dette
Rygte erklærede han for ganske falsk og sagde, at han var
fuldkommen på det rene med, at Vendernes Styrke ikke
kunde måle sig med Danskernes. Hvis Pommerinkerne og
Polakkerne slog sig sammen om at kæmpe med Danskerne,
sagde han, vilde han hellere stå på Danskernes Side end gå
imod dem, men hvis Polakkerne og Venderne skulde kæmpe
sammen imod Danskerne og så fik Hjælp af Sachserne,
vidste han ikke, til hvilken Side han skulde sige, at Sejren
vilde hælde. Denne Tale gjorde Danskerne yderligere
opsatte på at sejle videre uden at ænse Fjenden. Venderne
havde i den Grad tabt Modet, at de ikke engang turde
indlade sig på, som de ellers altid plejede, at angribe de
bageste Skibe. Ja, da Peder Todde, hvis Skib havde taget
Skade ved at støde imod nogle Pæle, måtte blive tilbage for
at bøde Skaden og lade den øvrige Flåde sejle fra sig, var
han ikke et Øjeblik, medens Udbedringen stod på, udsat for
nogen Fare, skjønt han var ganske ene, og da Skibet var
gjort i Stand, sejlede han ganske rolig efter sine Stalbrødre,
uden at nogen søgte at volde ham nogen Mén, og nåede
uhindret ud til Flåden. Så stærk en Dæmper lagde den Frygt,
Venderne endnu nærede for Danskerne, på deres gamle
Frækhed. Flåden vendte altså uanfægtet hjem, da Togtet var
til Ende, og Resten af Året tilbragtes i Ro.
Imidlertid gav Kazimar og Bugislav sig af Frygt for
Danskernes Magt ind under Hertug Henrik og tog deres
Land, som hidtil havde været frit, til Len af Sachserne, så af
Frygt for én Fjende tog de en andens Åg på sig og opgav for
at opnå Hjælp deres gamle Frihed. Valdemar mente
imidlertid, at Venderne ingen Nytte vilde få af, at de havde
-852-