Page 854 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

skjønt der ingen Fare er på Færde? Vi har jo hele Lemmer,
har Armene fri og er ikke stedte i nogen Slags Ulykke; vi
har Sværd i Hånd, og hverken Nød eller Nederlag har
svækket vor Kraft. Velan, lad os vise os al den Lykke
værdige, som vi har i Behold, ved at lægge Mands Mod og
Hjærte for Dagen. Lad os huske, at vi er prøvede Mænd og
ikke blødagtige Kvinder, og at vi fuldt rustede, som vi er,
har med næsten våbenløse Fjender at gjøre. Om så vor Flåde
var brændt op eller gået til Grunde ved Skibbrud, vilde det
ikke kunne hindre os i på vore Heste at slå os igjennem
Fjenderne og vende hjem til vort Fædreland. Hold derfor op
med på Kvindevis i så stor en Forsamling at fylde Ørene
med fejg og forsagt Tale, men skyd Hjærtet op i Livet og
hvæs det sløvede Mod, til det atter bliver til den gamle
Tapperhed".
Sådan Tale vedblev han en Stund at føre, og det lykkedes
ham da også derved at stoppe Munden på
Skjændegjæsterne, skjønt han ikke fik dem bragt på andre
Tanker, og ved sine myndige Ord fik han giort Ende på
deres Smædetale, thi hans store Retsindighed og
overordentlige Mod havde i højeste Grad vundet hans
Stalbrødres Gunst. Imidlertid var Kazimar i høj Grad
opfyldt af Håb om at kunne bemægtige sig Danskernes
Flåde, og for ret at stille sin Selvtillid til Skue lod han i et
Telt, der var opslået på Flodbredden, skjænke Vin for sig og
sine Krigsfolk i Guld og Sølvbægere; men dette Overmod
afløstes senere af Skamfuldhed, da han måtte tage Flugten.
Da Valdemar havde befalet, at man skulde høre op med at
slæbe Skibene, stævnede han Høvdingerne til sig, så snart
de havde gjort sig noget til gode. Da han fik at vide, at de
fleste af dem var komne om Bord på hans Skib, spurgte han,
hvad de nu mente var rådeligst at gjøre. Da de ikke svarede,
undrede han sig over deres Tavshed og bød dem sige, hvad
-848-