Page 841 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det skulde hedde sig, at Kongen lige så godt kunde have
ladet være at betro sin Søn til hans Varetægt, og han lod
derfor sit Skib af alle Kræfter ro ind under Land, kastede sig
midt ind i Stenregnen og frelste den hårdt truede
Ungersvend fra Døden ved at lægge sit Skib imellem hans
og Fjenden. Barbarerne angreb det nu strax af al Magt,
sårede dem, der stod i Forstavnen, og trak det hurtigt op på
Strandbredden. Esbern afskjød tre Pile med sin Armbrøst,
men da han så', at ingen af dem traf, slog han Buen, som han
forgjæves havde gjort Brug af, i Stykker og gik fuldt rustet
fra Bagstavnen frem i Forstavnen og holdt dèr med
vidunderlig Kraft og Tapperhed ene Stand imod alle de
mange Fjender en hel Del af Dagen. Omsider var han i den
Grad forslået af Sten og gjennemskudt af Pile, at han ikke
kunde stå på Benene og med Nød og næppe nåede tilbage til
Bagstavnen, hvor han satte sig ned. Som han nu sad dèr
forladt af alle sine Stalbrødre på én nær - alle de andre var i
deres Forskrækkelse sprungne over Bord - så' han
Barbarerne entre op på Skibet, som de allerede havde hugget
Huller i med deres Øxer, og ihukommende sin fordums
Tapperhed samlede han atter sine Kræfter og drev dem tre
Gange efter hinanden på Flugt med de Kastevåben, som de
havde overdænget ham med, så at det, de havde tænkt at
berede ham Undergang med, nu kom ham til Nytte. Da
Kræfterne omsider svigtede ham, og han overvældedes af
Træthed, så at han snarere måtte siges at give efter for sin
Afmægtighed end at vige for Fjenderne, vilde han trække
sig lidt tilbage for at komme til Kræfter igjen, men i det
samme, blev han ramt i Hovedet af så tung en Sten, at han
segnede næsten livløs om foran Bagstavnen. Da Barbarerne,
der havde entret Skibet, nu løb hen for at skære Halsen over
på ham, og den eneste Stalbroder, han havde tilbage, ikke
kunde få den halvdøde Mand vækket til Live igjen ved at
råbe på ham, greb han fat i ham med højre Hånd og rejste
ham op, og alene Synet af ham, som han stod dèr, var nok til
-835-