mest Skade, var, at den i Sammenligning med Belejrernes
Mængde havde så få Forsvarere, thi der kunde ingen
Afløsning blive. Høvidsmanden i Byen hed Vartislav, og det
hed sig, at han var en Frænde af Bugislav og Kazimar. Han
var næsten helt anderledes sindet end sine Landsmænd, thi
han brændte i den Grad af Iver efter at fremme
Kristendommen og forherlige Gudstjenesten, at man ikke
skulde tro, at han var født i Venden og havde indsuget
hedensk Sæd og Skik. For at drage sine til Hedenskabet
hengivne Landsmænd bort fra deres vildfarne
Afgudsdyrkelse og give dem et Exempel, der kunde få dem
omvendt fra deres falske Tro, havde han nemlig indkaldt
Munke fra Danmark, bygget et Kloster til dem på sit eget
Gods og skjænket det mange og store Indkomster. Da han
så', at hans Folk var mødige og matte af Kampen, og at
Byen var lige ved at blive indtagen, og han var bange for, at
Fjenderne skulde fare grumt frem imod den, begjærede han
Våbenstilstand for at tilbyde Overgivelse, og da han havde
fået Lejde, lod han sig strax af andre, der delte hans Frygt,
hisse ned i et Reb og begav sig til Kongens Lejr. Da
Danskerne så' det, kæmpede de med langt ringere Lyst og
beklagede sig over, at de skulde skaffe Kongen Penge ved at
udsætte sig for Fare, og at de som Følge af hans Vindesyge
skulde narres både for Sejr og Bytte. Da Kongen fik det at
vide, red han, for at gjøre Ende på den Klaffer, rundt
omkring Byen og opmuntrede Folkene til at blive ved, men
da han, efter at de havde gjort sig al mulig Umage, så', at det
vilde være vanskeligt og til ingen Nytte at forsøge en Storm,
vendte han tilbage til Lejren og lod Vartislav stede for sig.
Af hans Bønner lod han sig bevæge til at tillade Byfolkene
at overgive sig; de skulde betale så mange Penge, som knapt
det hele Venden kunde udrede, og give Gisler, og derhos
bestemte han, at Vartislav skulde tage Byen til Len af ham
som kongelig Gave, så at den ikke længer stod under
vendisk Herredømme. Efter at have kaldt sine Krigsfolk
-854-