Page 857 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tomme, lettere kunde komme igjennem Flodens Snævringer.
Da Absalon nu kom bagefter trækkende med Flåden, gik han
i en Båd besat med Bueskytter og holdt sig med den
imellem Byen og Flåden, for at Julinerne ikke, som de
plejede, skulde angribe dem; men Byfolkene var alt for
rædselslagne og holdt sig inden for deres Mure, de havde sat
al Tapperhed til og fuldstændig opgivet Håbet. Da alle
Hindringer nu var overvundne, blev Hestene igjen bragt om
Bord, og Flåden, hvis Besætning var træt af at ro, samledes i
Havnen. Absalon og Sune, der plejede at holde Vagt, var de
sidste, der kastede Anker, og så gik de strax i Både og
begyndte omhyggelig at undersøge Floden, for at komme på
det rene med, hvor langt der var fra Bredden ud til Dybet,
thi de var bange for, at Vinden om Natten skulde drive deres
Skibe så tæt ind imod Land, at de blev udsatte for Angreb af
det fjendtlige Rytteri.
Imidlertid kom en Juliner, som var noget beskjænket, men
havde et meget stateligt Følge med, meget overmodig
ridende ned til Flodbredden, gav sig ved Hjælp af Gotskalk
som Tolk til at tale venskabelig med dem og lovede, at de
vilde give Gisler for Freden næste Dag, men krævede så til
Gjengjæld, at de skulde skåne Landet og lade være at
plyndre. Da han vilde ride bort igjen, kom Hesten, som han i
sit Overmod sporede alt for stærkt, pludselig til at glide og
kastede ham af, så han fik et voldsomt Stød og lå næsten
livløs på Jorden. Hans Drabanter ilede strax til, men søgte
forgjæves at hjælpe ham op igjen, thi han trak ikke Vejret og
syntes helt bedøvet af det voldsomme Fald, og da Danskerne
angreb dem med deres Pile, lod de deres Herre ligge i
Fjendevold. Han blev strax af Absalons Tjenere kastet ned i
en Båd og ført ud på Skibet, og da han omsider slog Øjnene
op og begyndte at røre sig, troede han, at han befandt sig
blandt sine Landsmænd, og vilde kysse og omfavne alle
-851-