Grunden var dertil. De betænkte sig alle på at svare, på én
nær, som sagde, at han gjorde bedst i at rådføre sig med de
Grønskollinger, hvis Råd han plejede at følge, og at de, af
hvem han havde ladet dem føre hid, vel også kunde føre
dem tilbage. Valdemar skjønnede af disse Ord, at man lagde
ham det fortrolige Forhold imellem ham og Absalon til Last,
og sagde, at det ikke var Skik og Brug blandt tapre Mænd at
gjøre hinanden Bebrejdelser på Kvindevis, men at man, hvor
det gjaldt om at tage Vare på det almene Vel, burde lade
indbyrdes Strid fare. Heller ikke troede han, at den Mand, de
bebrejdede Ukyndighed, vilde blive Svar skyldig, fordi han
ikke vidste, hvad han skulde svare, i Fald han blev spurgt.
Derpå så' han hen på Absalon og spurgte, hvad han rådede
til. Absalon svarede, at han havde Råd på rede Hånd, om
Kongen vilde behage at følge det. Det, som tyktes de andre
at være Hindringer og Anstødsstene, var nemlig let at få
Bugt med, så at Fjenderne hverken ved at sende deres Skibe
eller deres Ryttere imod dem kunde hindre dem i at komme
samme Vej ud, som de var komne ind ad. Kongen skulde
lade Rytterne sætte i Land og selv følge med dem helt op til
Indløbet for at beskytte Flåden, og så skulde nogle Skibe
bemandede med brynjeklædte Mænd ét for ét begive sig
samme Steds hen forud for den øvrige Flåde, og så snart de
var samlede, skulde de så bryde igjennem den fjendtlige
Flåde. Da alle lo ad dette og spurgte, om han selv vilde gå i
Spidsen, svarede han: "Ja jeg vil; det skal ikke hedde sig, at
jeg har sagt mere, end jeg tør stå ved, thi det sømmer sig, at
de, som giver dristige Råd, i Gjerning viser, at de ikke fører
løs Tale". Kongen blev glad over dette Råd, bød, at de Skibe
og det Mandskab, Absalon vilde have, skulde stilles til hans
Rådighed, og skyndte sig strax i Land med Rytterne og ilede
op til Flodmundingen. Da Kazimar så' ham komme langt
borte, blev han strax bange, forlod skyndsomst sit Telt og
begav sig over Hals og Hoved ned til sin Flåde. Absalon
udsøgte sig syv Skibe, som han bemandede med
-849-