Page 850 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

undersøge den Sag, men da Havet var i Oprør og styrtede
ind, kunde han ikke komme til nøjagtig at undersøge, hvor
dybt der var. Hvor denne Flod løber ud af den pommerske
Sø, er den kun en smal, stillestående Rende, men siden
bliver den bredere og bredere og danner eller optages i en
stor Sø, og hvor den falder ud i Havet, bliver den snæver
igjen ligesom tidligere. Skjønt Kongsflåden skulde have
ventet, til Absalon kom tilbage, glemte Folkene i deres Iver
efter at komme af Sted, hvad der var blevet dem pålagt,
ænsede i deres Hastværk ikke den Befaling, de havde fået,
men stævnede hen til det snævre Sund og kom af sig selv
ind i det vanskeligste Farvand. Kristofer, som sejlede bagest
for at dække Flåden i Ryggen, havde stor Vanskelighed ved
at slippe ind i Renden, da Venderne forfulgte ham, men dels
ved egne Kræfter og dels ved sine Stalbrødres Bistand
lykkedes det ham dog at afslå deres Angreb. Da Kongen
havde besluttet samme Dag på ny at hjemsøge Egnen om
Julin, undersøgte Absalon ved Midnatstid Bredderne for at
komme under Vejr med, hvor der bekvemmest kunde gjøres
Landgang, og hvor han fandt Grunden nogenlunde fast,
rammede han Pæle ned eller mærkede Sivene på Bredden
ved at slå Knuder på dem, så at han, da Dagen brød frem,
ved Hjælp af disse Mærker kunde vise Rytterne, hvor de
uden Vanskelighed kunde sættes i Land.
Den Dag var Magnus Erikssøn, der var i Følge med
Absalon, da de drog ud for at gjøre Bytte, nær ved at blive
afskåren af Fjenderne, fordi han uforsigtig havde vovet sig
for langt ud. Da Absalon spurgte det, skyndte han sig strax
ud og befriede Magnus, der på et ganske snævert Sted var
indesluttet både af Fjendernes Skibe og Ryttere; han gav
herved sin Kjærlighed til Magnus Fortrinet for den
Lydighed, han var Kongen skyldig, thi denne, som stadig
var optaget af at brænde Byer af, havde befalet ham at vende
-844-