for en Løn af tolv Mark Sølv om Året forpligtet sig til at
lade Absalon vide, så snart der løb fire eller flere
Sørøverskibe ud for at gå til Danmark. Han undskyldte sig
med, at disse Sørøvere vare løbne ud, inden han havde
sluttet den Overenskomst med ham. Derpå spurgte han
Absalon, hvor han agtede sig hen, og da han fik at vide, at
han agtede sig hjem, sagde han, at så lod han altså Togtet
være forbi, lige som det burde begynde, thi Venderne havde
netop samlet en stor Flåde imod Danmark; at det forholdt
sig så, vidste han ganske sikkert, derimod var han ikke på
det rene med, hvilken Del af Danmark Togtet gjaldt. Dette
gjorde Absalon meget urolig, og han blev meget opsat på
forud at få at vide, hvor Fjenderne vilde angribe. Det lovede
Manden at udspejde, og da han spurgte, hvor han skulde
bringe ham Bud, bestemte Absalon Møens Klint, og da han
spurgte ham, hvornår han skulde møde ham, bestemte han
Mødet til sjette Dagen efter. Derpå skyndte Manden sig af
Sted og var ude af Syne, inden Absalons Flåde lagde ind til
Land. Han havde sådan Hast med at komme derfra, for at
Danskerne ikke skulde se ham, fordi han var bange for at
blive røbet og straffet med Døden eller Landflygtighed,
fordi han havde forrådt sine Landsmænds Forehavende.
Absalon fortav imidlertid ikke Sagen, han kundgjorde, uden
at nævne sin Hjemmelsmand, for Skibsmandskabet, hvad
han havde hørt, og sagde, at nu var det ikke Tid til at sejle
hjem, men til at lægge ud med Flåden. Da ingen vidste, hvor
han havde det fra, undrede alle sig over, at han kunde vide
dette forud. Derpå bød han dem overveje, om de helst vilde,
at Flåden skulde forstærkes, eller de skulde trække Rytteri
sammen for at slå Fjenden tilbage, når han kom; hvis de
ikke syntes om nogen af Delene, måtte de pålægge dem, der
boede på Kysterne, at rømme fra deres Gårde for ikke at
være udsatte for Sørøvernes Grumhed og trække sig tilbage
til Steder, hvor de kunde være i Sikkerhed. Høvdingerne
vedtog enstemmig, at det ikke kunde nytte at tænke på at
-858-