tage imod Fjenderne med Rytteriet, da det var uvist, hvor de
vilde gå i Land; at lade Kystboerne trække sig ind i Landet,
anså de for en Skam, og de holdt derfor på, at der skulde
kæmpes til Søs. De søgte derfor ind i Havnene for at forøge
Flåden, og da Skibene var bleven tjeldede, fik Skibsfolkene
Befaling til at drage ud og skaffe Levnedsmidler til det ny
Togt. Absalon begav sig for nogle Forretningers Skyld til
Roskilde. Da han vendte tilbage derfra, gav det sig pludselig
til at fryse så stærkt, at der lige på én Gang kom Is på
Vandet. Da Sjællandsfarerne, som havde samlet
Levnedsmidler, kjørte de belæssede Vogne til Skibene, lagde
der sig en sådan Mængde frossent Dynd på Hjulene, at de
slet ikke kunde løbe rundt, thi Frosten bandt Dyndet så
stærkt til Egerne, som om det var limet fast. Som Følge
heraf måtte Kuskene lade Vognene stå, læsse det, der var i
dem, på Hestene og gå til Fods og trække dem, men så frøs
der så meget Dynd fast på deres Sko, at de knap kunde flytte
Benene. Da Absalon kom ridende forbi dem, ynkede han
dem og sagde, at de måtte slide hårdt for Fædrelandet, men
de svarede, at der var større Elendighed ved at sidde som
Fanger på Sørøvernes Rorbænke, så det, de døjede nu, var
de mere glade end bedrøvede over.
Nu brød da Flåden op, og da den var kommen i Nærheden af
Møen, mødte Absalon den Mand. som han kort i Forvejen
havde sendt til Klinten for at spørge nyt fra Venderen. Han
fik da dèr den Besked, at den vendiske Flåde endnu lå i
Havnen ved Svolder og agtede sig til Møen, hvor den vilde
sætte Rytteriet i Land på Sydkysten og Fodfolkene på
Nordkysten, medens Skibene løb ind i Kjeldby Nor.
Grunden til, at Venderne således delte deres Styrke, var, at
de vilde afskære Landsens Folk al Lejlighed til Flugt. Da
Absalon fik det at vide, fandt han det rådeligst ganske roligt
at sejle ind til Koster og ikke bryde op derfra, førend den
-859-