fjendtlige Flåde efter Bestemmelsen havde lagt ind i Noret;
kunde han ikke komme bag på den og overrumple den, anså
han det i alt Fald for en let Sag at få Bugt med Resten af
Fjenderne, som ikke havde anden Udvej til at slippe bort
end Skibene. Venderne lod imidlertid vente på sig, og
forundret over, at de tøvede så længe, sejlede han til Falster
og udsøgte dèr to Skibe af Flåden, som han pålagde at
udspejde, hvad Fjenden tog sig for. Det ene af disse bød han
skulde bemandes med Sjællændere, det andet med
Falstringer, og derhos bestemte han, at hvis de blev tagne af
Fjenden, skulde Pengene til deres Løskjøbelse fordeles på
den øvrige Flåde. Da den af Sjællænderne, der stod for
Styret på det ene af Skibene, hørte det, sagde han, at han
nok skulde gjøre sig Umage for, at han ikke skulde opnå den
Velgjerning at blive løskjøbt, ved først at pådrage sig den
Tort at komme i Fangenskab, hvilket han ikke sagde, fordi
han af Fejghed vilde unddrage sig det Hverv, der var betroet
ham, men fordi han følte sig tryg i Tillid til sin Dygtighed
og Årvågenhed.
Da Absalon var vendt tilbage til Koster, gjorde en Mand ved
Navn Gnemer Gilde for Falstringerne og afholdt dem derved
fra at gå ud med Skibet for at spejde. Under Skin af
Venlighed fo'r denne Mand med Svig og fik dem ved at
drikke dem fulde allesammen gjort matte og mødige og
træge og helt uskikkede til at udføre Absalons kloge
Befaling. Han havde nemlig så længe plejet Venskab med
Venderne, at han var bleven helt troløs mod sine
Landsmænd og plejede hemmelig at røbe Venderne, hvad
Danskerne havde for. Han var nu på den sjællandske Flåde,
men kun med Legemet, Hjærtet var hos Venderne. Da
Venderne var brudt op fra Havnen ved Svolder for at sejle til
Falster, sendte de Folk i Forvejen til ham, som hemmelig
skulde forhøre sig om, hvad Danskerne havde for. Gnemer
-860-
1...,856,857,858,859,860,861,862,863,864,865 867,868,869,870,871,872,873,874,875,876,...976