Page 867 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

var imidlertid af Absalon bleven kaldt ud på Flåden, hvor
han vel stillede sig an, som om han vågede over
Fædrelandets Tarv, men i Virkeligheden pønsede på Rænker.
Da de vendiske Sendemænd fik Besked herom af hans
Tjenere, skyndte de sig at meddele deres Landsmænd, hvad
de havde fået at vide. Så opgav Venderne deres
Forehavende, lod alt andet fare og nøjedes med at lægge ind
i Grønsund. På Strandbredden dèr omhuggede de et Kors,
som Landsens Folk i deres Gudsfrygtighed havde oprejst; de
tænkte vel, at de indlagde sig stor Ære på deres Sørøvertog
ved at omstyrte denne herlige Støtte, men de kom senere til
at bøde for denne deres letsindige Helligbrøde med den
forsmædeligste Flugt og det ynkeligste Skibbrud. De vilde
også have overfaldet Falstringerne, som endnu var øre efter
Gårsdagens Drikkelag, hvis ikke en sjællandsk Spejder, som
med Nød og næppe slap igjennem Fjenderne i en Båd,
havde fået de drukne Mennesker råbt vågne. Da Absalon af
ham fik at vide, at Fjenden var under Vejs, sendte han om
Natten et Par Mænd af prøvet Dygtighed - Ingvar og Olaf
hed de - med nogle lette Skibe ud fra Bogø for at udspejde,
hvad de havde for. Da de var dragne bort, havde han
imidlertid ikke Tålmodighed til at oppebie deres
Tilbagekomst, men besluttede at sejle efter dem, ja han fandt
det endogså heldigere at sejle forbi dem end at blive i deres
Kjølvand, for at det hele ikke skulde blive forsinket, i Fald
han kom til at vente længe på Besked. Han mindedes
nemlig, at Venderne, når de lå ude i Orlog, havde for Skik
helst at angribe før Daggry, afgjøre det hele i en Fart og så
skynde sig at trække sig tilbage, og for ikke at komme
bagefter lagde han derfor strax alle Årer om Bord for på én
Gang at optræde som Spejder og Anfører. Da Venderne ved
Daggry fik Øje på ham, lagde de alle deres Skibe med
Bagstavnen imod ham og Forstavnen ud imod rum Sø, som
om de vilde fly og ikke tænkte på at angribe, men så snart de
fik Sjællandsfarernes Banner at se, tog de virkelig Flugten
-861-