og roede alt, hvad Årerne kunde trække, så det viste sig, at
skjønt de var som Mænd at se til, var de fejge som Kvinder.
Absalon var ikke sen til at sætte efter Flygtningerne, men en
Storm, der pludselig rejste sig, hindrede ham i at forfølge
dem, og han søgte da atter tilbage til Falster. Havet var i den
Grad i Oprør, at Skibene slyngedes imod hverandre, og det
var ingen let Sag at komme dem til Hjælp, der tog Skade,
eftersom de alle var i lige stor Fare, og Danskerne vilde
være gået under, hvis de ikke skyndsomst havde søgt Læ for
Stormen. Venderne søgte forgjæves med deres Årer at
kæmpe imod de rasende Bølger, og da de vilde tage Sejlene
til Hjælp, kæntrede Skibene i den forrygende Storm. Som et
håndgribeligt Vidnesbyrd om deres Undergang drev en
Mængde Vragstumper af Sørøvernes Skibe i Land rundt om
på vore Kyster. To af deres Skibe bjærgede sig imidlertid
som Følge af Rorfolkenes Udholdenhed, men faldt i
Hænderne på Fyrst Jarimar af Rygen, der senere sendte
Absalon det ene af dem som Foræring, da han nok
skjønnede, at han havde ham at takke for, at han havde fået
dem begge. Den Dag, da dette tildrog sig, var Hellig Niels'
Dag, og hans Beskyttelse skyldtes det, at Venderne aldrig
siden, lige til den Dag i Dag, har vovet at gå på Hærtog mod
Danmark.
Da Danskerne nu, som de havde for Skik, når Vinteren kom,
vilde til at sejle hjem, faldt det pludselig ind med så
voldsom en Frost, at Bugten, Skibene lå i om Natten, lige på
én Gang blev bedækket med så tyk Is, at den ikke var til at
hugge igjennem med ét Hug, Da de vældige Ismasser
hindrede dem i at komme ud af Havnen, traf de den snilde
Foranstaltning at lade ét Skib gå i Spidsen og bane Vej for
de andre, som fulgte efter. Det kunde et enkelt Skib
imidlertid ikke ret længe holde ud, thi de skarpe Isskorper
skar i Kjølen som Knive, og Skibene måtte derfor efter Tur
-862-
1...,858,859,860,861,862,863,864,865,866,867 869,870,871,872,873,874,875,876,877,878,...976