Page 955 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

De tapreste af Skåningerne og Sjællandsfarerne kærede
imidlertid over den langvarige Ro og Lediggang. Det alt for
stilfærdige Liv, de førte, havde allerede begyndt at gjøre
dem dorske, sagde de, og det langvarige Vellevned havde
slappet deres Mod, som i Kong Valdemars Tid næsten hele
Året rundt var blevet øvet og hærdet ved alskens krigerske
Tog og Idrætter, og det følger jo af sig selv, at ligesom
Krigeres Mod og Kræfter anspændes og holdes i Ånde, når
de får Lejlighed til at bruge dem, således svækkes og sløves
de, når de skal gå ledige. For at holde Krigsfolkenes
Tapperhed ved lige blev det da bestemt, at der skulde
foretages et Hærtog imod Esterne.
Bugislav havde imidlertid på Kejserens Opfordring samlet
Krigsfolk ikke blot hjemme i sit eget Land, men også vidt
og bredt i Nabolandene og havde fået skaffet en Flåde på
fem Hundrede fuldt rustede Krigsskibe til Veje for at gå mod
Rygen. Den Stridsmagt mente han, at ingen Fjende vilde
kunde modstå, og han skikkede da strax en Mand ved Navn
Bugislav som Sendemand til Kejseren for at melde ham, at
han havde samlet så stor en Hær imod Danmark, at der
ingen Tvivl kunde være om, at Knud vilde opgive Håbet om
at kunne stå sig imod den og hurtigst muligt give sig ind
under det romerske Rige. Det Tilsagn blev Kejseren glad
over, han priste Bugislav og gav Sendemanden kejserlige
Gaver.
Jarimar blev nu imidlertid forskrækket over den Krig, der så
pludselig og uventet var for Hånden, og sendte Bud til
Absalon, som opholdt sig på Sjælland, for at lade ham vide,
hvilken stor Fare der hang lige over Hovedet på Rygboerne.
Absalon sendte med den Ilfærdighed, der var nødvendig, når
det gjaldt om at forebygge, at Forbundsfæller blev slagne,
-949-