Page 60 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Qvivit, qvivit!" sagde det i det samme over hendes Hoved;
hun saae op, det var den lille Svale, der just kom forbi.
Saasnart den saae Tommelise, blev den saa fornøiet; hun
fortalte den, hvor nødig hun vilde have den stygge Muldvarp til
Mand, og at hun saa skulde boe dybt under Jorden, hvor aldrig
Solen skinnede. Hun kunde ikke lade være at græde derved.
"Nu kommer den kolde Vinter," sagde den lille Svale, "jeg
flyver langt bort til de varme Lande, vil Du følge med mig? Du
kan sidde paa min Ryg! bind Dig kun fast med dit Livbaand,
saa flyve vi bort fra den stygge Muldvarp og hans mørke Stue,
langt bort over Bjergene til de varme Lande, hvor Solen
skinner smukkere end her, hvor der altid er Sommer og deilige
Blomster. Flyv kun med mig, Du søde lille Tommelise, som har
reddet mit Liv, da jeg laae forfrossen i den mørke Jordkjelder!"
"Ja, jeg vil følge med Dig!" sagde Tommelise, og satte sig op
paa Fuglens Ryg, med Fødderne paa dens udbredte Vinge,
bandt sit Belte fast i een af de stærkeste Fjær og saa fløi Svalen
høit op i Luften, over Skov og over Sø, høit op over de store
Bjerge, hvor der altid ligger Snee, og Tommelise frøs i den
kolde Luft, men saa krøb hun ind under Fuglens varme Fjær og
stak kun det lille Hoved frem for at see al den Deilighed under
sig.
Saa kom de til de varme Lande. Der skinnede Solen meget
klarere end her, Himlen var to Gange saa høi og paa Grøfter og
Gjærder voxte de deiligste grønne og blaa Viindruer. I Skovene
hang Citroner og Appelsiner, her duftede af Myrther og
Krusemynter, og paa Landeveien løb de nydeligste Børn og
legede med store brogede Sommerfugle. Men Svalen fløi
endnu længer bort, og det blev smukkere og smukkere. Under
de deiligste grønne Træer ved den blaae Søe, stod et skinnende