Page 61 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hvidt Marmorslot, fra de gamle Tider, Viinrankerne snoede sig
op om de høie Piller; der øverst oppe vare mange Svalereder,
og i en af disse boede Svalen, som bar Tommelise.
"Her er mit Huus!" sagde Svalen; "men vil Du nu selv søge
Dig een af de prægtige Blomster ud, som groe dernede, saa
skal jeg sætte Dig der og Du skal faae det saa nydeligt, Du vil
ønske det!"
"Det var deiligt!" sagde hun, og klappede med de smaa
Hænder.
Der laae en stor hvid Marmorsøile, som var faldet om paa
Jorden og knækket i tre Stykker, men mellem disse voxte de
smukkeste store hvide Blomster. Svalen fløi ned med
Tommelise og satte hende paa et af de brede Blade; men hvor
forundret blev hun ikke! der sad en lille Mand midt i Blomsten,
saa hvid og gjennemsigtig, som han var af Glas; den nydeligste
Guldkrone havde han paa Hovedet og de deiligste klare Vinger
paa Skuldrene, selv var han ikke større end Tommelise. Han
var Blomstens Engel. I hver Blomst boede der saadan en lille
Mand eller Kone, men denne var Konge over dem allesammen.
"Gud, hvor han er smuk!" hvidskede Tommelise til Svalen.
Den lille Prinds blev saa forskrækket for Svalen, thi den var jo
en heel Kjæmpefugl imod ham, der var saa lille og fiin, men da
han saae Tommelise, blev han saa glad, hun var den
allersmukkeste Pige, han endnu havde seet. Derfor tog han sin
Guldkrone af sit Hoved og satte paa hendes, spurgte, hvad hun
hed og om hun vilde være hans Kone, saa skulde hun blive
Dronning over alle Blomsterne! Ja det var rigtignok en Mand,
anderledes, end Skruptudsens Søn og Muldvarpen med den
sorte Fløielspels. Hun sagde derfor ja til den deilige Prinds og
fra hver Blomst kom en Dame eller Herre, saa nydelig, det var