Page 63 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Rejsekammraten
1935
Den stakkels Johannes var saa bedrøvet, for hans Fader var
meget syg og kunde ikke leve. Der var slet ingen uden de to
inde i den lille Stue; Lampen paa Bordet var ved at brænde ud,
og det var ganske sildigt paa Aftenen.
"Du var en god Søn, Johannes!" sagde den syge Fader, "vor
Herre vil nok hjælpe Dig frem i Verden!" og han saae med
alvorlige milde Øine paa ham, trak Veiret ganske dybt og døde;
det var ligesom om han sov. Men Johannes græd, nu havde han
slet ingen i hele Verden, hverken Fader eller Moder, Søster
eller Broder. Den stakkels Johannes! Han laae paa sine Knæ
foran Sengen og kyssede den døde Faders Haand, græd saa
mange salte Taarer, men tilsidst lukkede hans Øine sig og han
sov ind med Hovedet paa den haarde Sengefjæl.
Da drømte han en underlig Drøm; han saae, hvor Sol og
Maane neiede for ham, og han saae sin Fader frisk og sund
igjen og hørte ham lee, som han altid loe naar han var rigtig
fornøiet. En deilig Pige, med Guldkrone paa sit lange smukke