Page 64 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Haar, rakte Johannes Haanden, og hans Fader sagde, "seer Du,
hvilken Brud Du har faaet? Hun er den deiligste i hele Verden."
Saa vaagnede han, og alt det Smukke var borte, hans Fader laae
død og kold i Sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels
Johannes!
Ugen derefter blev den Døde begravet; Johannes gik tæt bag
Kisten, kunde nu ikke mere faae den gode Fader at see, som
havde holdt saa meget af ham; han hørte, hvor de kastede
Jorden ned paa Kisten, saae nu det sidste Hjørne af den, men
ved den næste Skuffe Jord, der blev kastet ned, var det ogsaa
borte; da var det ligesom hans Hjerte vilde gaae i Stykker, saa
bedrøvet var han. Rundt om sang de en Psalme, det klang saa
smukt og Taarerne kom Johannes i Øinene, han græd og det
gjorde godt i hans Sorg. Solen skinnede deiligt paa de grønne
Træer, ligesom den vilde sige: "Du skal ikke være saa bedrøvet
Johannes! kan Du see, hvor smuk blaa Himmelen er; deroppe
er nu Din Fader og beder den gode Gud, at det altid maa gaae
Dig vel!"
"Jeg vil altid være god!" sagde Johannes, "saa kommer jeg
ogsaa op i Himlen til min Fader, og hvor det vil blive en
Glæde, naar vi see hinanden igjen! hvor der vil være meget, jeg
kan fortælle ham, og han vil igjen vise mig saa mange Ting,
lære mig saa meget af alt det Deilige i Himlen, ligesom han
lærte mig her paa Jorden. O hvor det vil blive en Glæde!"
Johannes tænkte sig det saa tydeligt, at han smilede derved,
medens Taarerne endnu løb ham ned over Kinderne. De smaa
Fugle sad oppe i Kastanietræerne og qviddrede "qvi vit, qvi
vit!" de vare saa fornøiede, skjøndt de jo vare med ved
Begravelsen, men de vidste nok, at den døde Mand nu var oppe
i Himlen, havde Vinger, langt smukkere og større end deres,