Page 65 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

var nu lykkelig, fordi han havde været god her paa Jorden, og
derover vare de fornøiede. Johannes saae, hvor de fløi fra de
grønne Træer, langt ud i Verden, og han fik da ogsaa saadan
Lyst til at flyve med. Men først skar han et stort Trækors til at
sætte paa sin Faders Grav, og da han om Aftenen bragte det der
hen, var Graven pyntet med Sand og Blomster; det havde
fremmede Folk gjort, for de holdt allesammen saa meget af den
kjære Fader, som nu var død.
Tidlig næste Morgen pakkede Johannes sin lille Byldt
sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der var 50 Rdlr.
og et Par Sølvskillinger, dermed vilde han vandre ud i Verden.
Men først gik han hen paa Kirkegaarden til sin Faders Grav,
læste sit "Fader vor", og sagde: "Farvel Du kjære Fader! Jeg vil
altid være et godt Menneske, og saa tør Du nok bede den gode
Gud, at det maa gaae mig godt!"
Ude paa Marken, hvor Johannes gik, stode alle Blomsterne
saa friske og deilige i det varme Solskin, og de nikkede i
Vinden ligesom om de vilde sige: "Velkommen i det Grønne!
Er her ikke nydeligt?" Men Johannes dreiede sig endnu engang
om, for at see den gamle Kirke, hvor han, som lille Barn, var
døbt, hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde været i
Kirke og sjunget sin Psalme; da saae han høit oppe i et af
Hullerne i Taarnet, Kirke-Nissen staae med sin lille røde,
spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm,
da ellers Solen skar ham i Øinene Johannes nikkede Farvel til
ham, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Haanden
paa Hjertet og kyssede mange Gange paa Fingrene, for at vise,
hvor godt han ønskede ham det, og at han ret maatte gjøre en
lykkelig Reise.
Johannes tænkte paa hvor meget smukt han nu skulde faae at