Page 66 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

see i den store prægtige Verden, og gik længer og længer bort,
saa langt som han aldrig før havde været; han kjendte slet ikke
de Byer, han kom igjennem, eller de Mennesker, han mødte, nu
var han langt ude mellem Fremmede.
Den første Nat maatte han lægge sig at sove i en Høstak paa
Marken, anden Seng havde han ikke. Men det var just nydeligt,
syntes han, Kongen kunde ikke have det pænere. Den hele
Mark ved Aaen, Høstakken og saa den blaa Himmel oven over,
var just et smukt Sovekammer. Det grønne Græs med de smaa
røde og hvide Blomster var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de
vilde Rosenhækker vare Blomsterbouquetter, og som Vandfad
havde han hele Aaen med det klare, friske Vand, hvor Sivene
neiede, og sagde baade god Aften og god Morgen. Maanen var
en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blaa Loft, og den
stak ikke Ild i Gardinerne; Johannes kunde sove ganske roligt,
og han gjorde det ogsaa, vaagnede først igjen, da Solen stod op
og alle de smaa Fugle rundt omkring, sang: "god Morgen! god
Morgen! Er Du ikke oppe?"
Klokkerne ringede til Kirke, det var Søndag, Folk gik hen at
høre Præsten og Johannes fulgte med dem, sang en Psalme og
hørte Guds Ord, og det var ligesom han var i sin egen Kirke,
hvor han var døbt, og havde sjunget Psalmer med sin Fader.
Ude paa Kirkegaarden var der saa mange Grave, og paa
nogle voxte der høit Græs. Da tænkte Johannes paa sin Faders
Grav, der ogsaa maatte komme til at see ud som disse, nu han
ikke kunde luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede
Græsset af, reiste Trækorsene op, der vare faldne om, og lagde
Krandsene, som Vinden havde revet bort fra Gravene, igjen paa
deres Sted, idet han tænkte, maaskee at En gjør det samme ved
min Faders Grav, nu jeg ikke kan gjøre det!