Page 67 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Uden for Kirkegaardsporten stod en gammel Tigger og
støttede sig paa sin Krykke, Johannes gav ham de
Sølvskillinger han havde og gik saa lykkelig og fornøiet længer
frem, ud i den vide Verden.
Mod Aften blev det et skrækkeligt ondt Veir, Johannes
skyndte sig for at komme under Tag, men det blev snart mørk
Nat; da naaede han endelig en lille Kirke, der laae ganske
eensom oppe paa en Høi, Døren stod til Lykke paa Klem, og
han smuttede ind; her vilde han blive, til det onde Veir lagde
sig.
"Her vil jeg sætte mig i en Krog!" sagde han, "jeg er ganske
træt, og kan nok trænge til at hvile mig lidt," saa satte han sig
ned, foldede sine Hænder, og læste sin Aftenbøn og, inden han
vidste af det, sov og drømte han, mens det lynede og tordnede
udenfor.
Da han vaagnede igjen, var det midt ud paa Natten, men det
onde Veir var trukket over, og Maanen skinnede ind af
Vinduerne til ham. Midt paa Kirkegulvet stod der en aaben
Liigkiste med en død Mand i, for han var endnu ikke begravet.
Johannes var slet ikke bange, for han havde en god
Samvittighed, og han vidste nok, at de Døde gjør ingen noget;
det er levende, onde Mennesker, der gjør Fortræd. Saadanne to
levende, slemme Folk stod tæt ved den døde Mand, der var sat
herind i Kirken, før han blev lagt ned i Graven, de vilde gjøre
ham Fortræd, ikke lade ham ligge i sin Liigkiste, men kaste
ham uden for Kirkedøren, den stakkels døde Mand.
"Hvorfor vil I gjøre det!" spurgte Johannes, "det er ondt og
slemt, lad ham sove i Jesu Navn!"