Page 68 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"O, Sniksnak!" sagde de to fæle Mennesker, "han har narret
os! han skylder os Penge, dem kunde han ikke betale, og nu er
han ovenikjøbet død, saa faae vi ikke en Skilling, derfor vil vi
rigtig hævne os, han skal ligge som en Hund udenfor
Kirkedøren!"
"Jeg har ikke meer end 50 Rdlr.!" sagde Johannes, "det er
hele min Arvepart, men den vil jeg gjerne give Eder, naar I vil
ærligt love mig, at lade den stakkels døde Mand i Fred. Jeg skal
nok komme ud af det, uden de Penge; jeg har sunde stærke
Lemmer, og vor Herre vil altid hjælpe mig!"
"Ja," sagde de hæslige Mennesker, "naar Du saaledes vil
betale hans Gæld, skal vi saamæn ikke gjøre ham noget, det
kan Du være vis paa!" og saa tog de Pengene, Johannes gav
dem, loe ordentlig ganske høit over hans Godhed, og gik deres
Vei; men Johannes lagde Liget tilrette igjen i Kisten, foldede
Hænderne paa det, sagde Farvel, og gik nok saa tilfreds videre
gjennem den store Skov.
Rundtomkring, hvor Maanen kunde skinne ind i mellem
Træerne, saae han de nydelige smaa Alfer lege nok saa lystigt;
de lode sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt
uskyldigt Menneske, og det er kun de onde Folk, der ikke maae
faae Alferne at see. Nogle af dem vare ikke større end en
Finger og havde deres gule Haar heftet op med Guldkamme, to
og to gyngede de paa de store Dugdraaber, der laae paa
Bladene og det høie Græs; sommetider trillede Draaben, saa
faldt de ned mellem de lange Græsstraa og der blev Latter og
Støi af de andre Smaapuslinger. Det var uhyre morsomt! De
sang og Johannes kjendte ganske tydeligt alle de smukke Viser,
han havde lært som lille Dreng. Store brogede Ædderkoppe
med Sølvkroner paa Hovedet, maatte fra den ene Hæk til den