Page 126 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Kår, Odin fristede i sin Landflygtighed, og mente, at nu var
han bleven straffet hårdt nok, hvorfor de atter drog ham op
af Skarnet og indsatte ham i hans fordums Herlighed,
eftersom Tiden nu også havde udvisket den Skamplet, han
havde fået på sig, skjønt somme mente, at han var uværdig
til nogen Sinde mere at nyde guddommelig Anseelse, fordi
han ved sine Forklædninger og ved at påtage sig
Kvindegjerning på det forsmædeligste havde skamskjændet
sit Guddomsnavn. Der er da også dem, som siger, at han
kjøbte sin tabte Værdighed igjen i dyre Domme ved at
smigre for somme af Guderne og formilde somme ved
Gaver, og at det kostede ham svære Penge igjen at opnå den
Hæderspost, han havde beklædt. Om man vil vide, hvor
meget han gav derfor, får man spørge dem, der har bragt i
Erfaring, hvor meget en Guddomsbestilling koster; jeg må
bekjende, at jeg ikke ved det så nøje. Da Oller var bleven
fordreven fra Byzanz af Odin, drog han til Sverige, hvor
han, som om han var kommen til en helt ny Verden, søgte at
bringe sit Ry på Fode igjen; men Danskerne slog ham ihjel.
Rygtet fortæller, at han var så dreven i Trolddomskunster, at
han, når han skulde over Havet, i Steden for Skib betjente
sig af en Knokkel, som han havde ristet Galdresange på, og
at han på den Måde kom lige så hurtig af Sted, som om han
havde roet sig frem.
Da Odin igjen havde opnået sin guddommelige Værdighed,
vandt han sådan Ære og Anseelse, at dens Glans bredte sig
over alle Lande, så alle Folk anså ham for Lyset, der var
vendt tilbage til Verden, og der ikke var noget Sted på hele
Jordens Kreds, hvor man ikke bøjede sig for hans
Guddomsmagt. Da han fik Nys om, at hans Søn Bue, som
han havde avlet med Rind, lagde sig ivrig efter
Krigsvæsenet, kaldte han ham for sig, bød ham mindes sin
Broders Død og opfordrede ham til hellere at tage Hævn
over Balders Banemænd end kriges med Folk, der ingen
-120-