Page 127 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Ting havde gjort ham, eftersom Kamp sømmer sig bedst og
bringer mest Held, når den har en Guderne velbehagelig
Grund i et retfærdigt Ønske om Hævn.
Imidlertid spurgtes det, at Gevar svigefuldt var bleven tagen
af Dage af sin Statholder Gunne. Hød rustede sig da af alle
Kræfter for at hævne hans Død, fangede Gunne, kastede
ham på et Bål og brændte ham levende til Straf for, at han
ved Nattetid var kommen bag på Gevar og havde brændt
ham inde. Efter således at have hævnet sin Fosterfaders Død
satte han hans Sønner Herlet og Gerit til at råde over Norge.
Derefter stævnede han sine Stormænd til Tinge og sagde
dem, at i den Krig, han nu skulde til at føre med Bue, vilde
han komme til at lade Livet, hvilket ikke var noget, han
havde en usikker Formodning om, men havde tilforladelige
Spåmænds Ord for. Han bad dem derfor om at lade hans Søn
Rørik blive Konge efter ham, for at ikke onde Mennesker
skulde mage det så, at Kongemagten gik over til fremmede
og ukjendte Slægter; han vilde føle større Glæde ved at vide,
at hans Søn skulde være hans Eftermand, end Sorg ved
Tanken om sin nær forestående Død, sagde han. Det føjede
de ham strax i, og derefter holdt han Slag med Bue og faldt.
Men Bue havde ingen Glæde af Sejren; thi han blev så hårdt
såret, at hans Krigere måtte skiftes til at bære ham på Skjold
hjem fra Slaget, og Dagen efter døde han under stor Pine af
sit Sår. Den ruthenske Hær holdt en prægtig Ligfærd efter
ham, opkastede en mægtig Gravhøj over hans Lig og gav
den Navn efter ham, for at så ypperlig en Ungersvend ikke
alt for hurtig skulde gå Efterslægten af Minde.
-121-