Page 128 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Rørik, Hardvendel og Fenge
Kurerne og Svenskerne fik nu i Sinde at angribe Danmark,
som de hvert År plejede at bringe Skat, som om Høds Død
havde løst dem fra deres Skatskyldighed; det gav også
Slaverne Mod til at falde fra, og flere andre Folk blev fra
Undersåtter til Fjender. For at afværge denne Uret kaldte
Rørik Danskerne under Våben, mindede dem om
Forfædrenes Bedrifter og opflammede dem ved kraftig
Formaning til at vise sig som tapre Mænd. For ikke at føre
Krig uden at have en Høvding, som de så', de ikke kunde
undvære, valgte Fjenderne sig en Konge, og efter at have
lagt to Afdelinger af deres Hær i Skjul rykkede de frem i
åben Mark med Resten. Men Rørik lod sig ikke nare af
deres List. Da han så', at hans Flåde var kommen ind i en
snæver og grund Vig, lod han den føre af Grunden og ud på
Dybet, for at Fjenden ikke skulde angribe den fra
forskjellige Sider, medens den sad fast i Dyndet. Derhos bød
han en Del af sine Folk om Dagen at holde sig i Skjul,
hvorfra de uventet skulde falde over Fjenderne, når de
angreb hans Skibe, så kunde det være, sagde han, at de selv
faldt i den Grav, de havde gravet for ham. De Fjender, der lå
i Baghold, vidste ikke, hvor forsigtig Danskerne havde båret
sig ad, og var ubesindige nok til at gjøre et Udfald og blev
alle dræbte. Resten af Slaverne, som ikke vidste noget om
det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, kunde ikke
begribe, hvorfor Rørik tøvede så længe, og efter at de længe
havde ventet på ham i Tvivl og Uvished, og det Dag for Dag
faldt dem besværligere, besluttede de omsider at angribe
ham med deres Flåde.
Der var iblandt dem en Mand, som udmærkede sig ved sin
høje Væxt og var en stor Troldkarl. Da de fik Øje på
Danskernes Rækker, sagde han til dem: " Lad en Kamp på
Tomandshånd gå forud for det almindelige Nederlag, for at
-122-