Page 130 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

ikke kræve Sejrskransen, som om jeg havde fortjent den; jeg
vil ikke tage imod Guld og Gods, der lige så godt kan blive
mig Dødsens som Livsens Sold. Det er Dårskab at gribe
efter umoden Frugt og at ville plukke den, før man ved, om
man har Ret dertil. Denne min Hånd skal enten bringe mig
Sejr eller Død". Efter at have talt sålunde hug han til
Fjenden med sit Sværd, men hans Lykke var ringere end
hans Mod, thi han blev slået tilbage og faldt for det første
drøje Hug. Det var et bedrøveligt Syn for Danskerne, men
Slaverne gjorde stor Stads af deres sejrrige Landsmand og
tog imod ham med festlige Danse. Dagen efter tren han
igjen frem for Danskerne og udæskede dem ligesom forhen,
hvad enten nu den nys vundne Sejr havde gjort ham
hovmodig, eller han var begjærlig efter at vinde en ny; thi
han troede, at det var Danskernes tapreste Mand, han havde
fældet, og at ingen anden af dem havde Mod til at kæmpe
med ham. Han stolede på, at han ved den ene Kæmpes Fald
havde lammet hele Hærens Kræfter og tænkte, at intet mere
vilde falde ham vanskeligt, hvad han så end prøvede på, thi
intet nærer Hovmod mere end Held, og Medgang er den
kraftigste Spore for Overmod.
Det gik Rørik nær til Hjærte, at én Mands Frækhed skulde
lamme hele Hærens Mod, at Danskerne, der havde vundet så
stor Navnkundighed ved deres Sejre, ikke blot blev
overmodig behandlede, men ligefrem skammelig
ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet, og at der
iblandt så mange Krigere ikke fandtes nogen, der havde så
frejdigt Mod eller så stærk en Hånd, at han fik Lyst til at
ofre sin Velfærd for sit Fædreland. Denne Danskernes
skammelige Sendrægtighed rådede en Mand ved Navn Ubbe
Bod på ved sin Højsindethed. Han var større og stærkere
end de fleste og dygtig i Trolddomskunster. Han spurgte
også med velberåd Hu om, hvad han skulde have i
Kampløn, og Kongen lovede ham Armbåndene. "Hvor kan
-124-